Kæmpe fusk: 18 mænd snød statskassen for en halv milliard kroner

I en omfattende aktion er 39 adresser rundt om i landet tirsdag blevet ransaget og 18 mænd er anholdt for moms- og skattesvindel til næsten en halv milliard kroner.
I en omfattende aktion har politiet ransaget 39 adresser i Danmark og Tyskland. 18 mænd er anholdt for svindel til mindst 440 millioner kroner.
I en omfattende aktion har politiet ransaget 39 adresser i Danmark og Tyskland. 18 mænd er anholdt for svindel til mindst 440 millioner kroner. Foto: Bax Lindhardt/arkiv/Scanpix

I en omfattende aktion er 39 adresser rundt om i landet tirsdag blevet ransaget og 18 mænd er anholdt for moms- og skattesvindel til næsten en halv milliard kroner.

Ved aktionen har politiet ransaget adresser i Hovedstadsområdet, på Lolland og i Østjylland. Desuden er et par adresser i Tyskland blevet ransaget i forbindelse med aktionen.

I forbindelse med ransagningerne har politiet foreløbig beslaglagt indeståender på diverse konti til en værdi af omkring 11 millioner kroner.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Desuden har man beslaglagt 1,5 million kroner i kontanter, otte luksusbiler og et stort antal kostbare smykker.

Aktionen er kulminationen på en efterforskning, som politiets enhed mod organiseret kriminalitet Særlig Efterforskning Øst sammen med Københavns Politi og Rigspolitiet har arbejdet med siden årsskiftet.

Efterforskningen har været rettet mod et kriminelt netværk med internationale forbindelser, der mistænkes for omfattende it og økonomisk kriminalitet.

- Men der ligger stadig et stort arbejde foran os med en omfattende efterforskning, siger politiinspektør Flemming Madsen.

18 mænd i alderen 24-60 år er anholdt - fem af dem er udenlandske statsborgere.

Flere af personerne i det kriminelle netværk har pakistansk baggrund, og politiet mistænker dem for at have begået systematisk og omfattende moms- og skattesvig gennem flere år.

Ifølge politiet har de fået et udbytte på mindst 440 millioner kroner ved ikke at betale moms, A-skat og AM-bidrag.

- Det har de gjort gennem en række forskellige og skiftende virksomheder, fortæller Flemming Madsen.

- Der er tale om en blandet landhandel af virksomheder i blandt andet den finansielle sektor, fortsætter han.

De 18 anholdte er i forskelligt omfang sigtet for moms- og skattesvig af særlig grov karakter eller hæleri for beløb mellem 62 millioner til 498 millioner danske kroner.

Når de onsdag fremstilles i grundlovsforhør, vil anklageren kræve dørene lukket for offentligheden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.