Opdateret kl. 10:39
En nordmand faldt lørdag nat over bord fra Oslo-båden Stena Saga, der var på vej fra Oslo til Frederikshavn.
Syv både og en helikopter har forsøgt at finde manden gennem seks timer, men eftersøgningen blev indstillet klokken 08.07.
- Området har været gennemsøgt, men ingen person er blevet fundet, skriver den svenske redningscentral, Sjöfartsverket, på sin hjemmeside.
Manden faldt over bord i svensk farvand omkring 30 kilometer fra fastlandet og 20 kilometer fra øgruppen Väderöarna. Anmeldelsen kom omkring klokken 02.30.
Den savnede mand faldt fra ottende dæk, der var cirka 20 meter over havets overflade.
Der er ifølge den norske avis VG intet, der tyder på, at han blev skubbet.
Vandet er omkring ti grader varmt, og det blæste 10-12 meter per sekund i nat. Samtidig var sigtbarheden dårlig på grund af mørke.
Båden Stena Saga fik instruktioner om at holde sig i området vest for Hamburgsund og Fjällbacka, der ligger cirka 200 kilometer fra Oslo.
Den savnede mand var på båden i et selskab med "flere andre". Det fortæller Jesper Waltersson, der er pressechef hos Stena Line.
Han oplyser, at båden Stena Saga lørdag formiddag har kurs mod Oslo af hensyn til de pårørende.
/ritzau/