Omkring 25 mand fra politihjemmeværnet og et par hundrede borgere fra Sindal har lørdag nat og hele søndagen ledt efter den 83-årige Preben Enhard.
Den 83-årige mand gik lørdag aften fra plejehjemmet i Vendelbogade i Sindal, hvor han bor.
Eftersøgningen har indtil videre været forgæves, men politiet opfordrer folk i området til at lede videre, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.
Den 83-årige mand forlod plejehjemmet lørdag aften mellem klokken 18.30 og 19.30.
Kort efter blev der iværksat en intens eftersøgning af ham, der fortsatte hele natten og også søndag.
Helikoptere har været på vingerne over Sindal-området, og også hundepatruljer har gennemsøgt byen.
Både natten til søndag og hele søndagen har politihjemmeværnet hjulpet til med at lede efter manden.
- Desuden har borgere i området hjulpet massivt til med eftersøgning, og det vurderes, at cirka 150-200 borgere har hjulpet til med søgningen i byen, siger Karsten Højrup Kristensen.
Eftersøgningen har imidlertid ikke givet noget resultat, men politiet opfordrer de lokale beboere til at fortsætte med at lede efter manden.
- Man må meget gerne stadig holde øje og tjekke egne haver og udhuse og lignende, siger Karsten Højrup Kristensen.
Folk, der ser manden, bedes ringe til politiet på telefon 114. Det gælder også folk, der måske så ham, lige efter at han havde forladt sin bolig på plejehjemmet.
/ritzau/