Det danske curlinglandshold for kvinder har fortsat svært ved at skabe succes ved VM i japanske Sapporo.
Onsdag løb det danske hold ind i yderligere to nederlag i turneringen.
I dagens første spillerunde var modstanderen Japan, som sejrede 7-4.
Med to point i tredje ende bragte Japan sig foran med 3-1, og det kom danskerne aldrig tilbage fra.
Danmarks anden kamp onsdag udviklede sig endnu sværere. Her blev det til lidt af en lussing, da Kina vandt 10-3.
Skipper Lene Nielsen og co. udlignede til 2-2 i tredje ende, men i den næste tog Kina hele tre point og bragte sig sikkert i front.
Allerede efter syv ender var stillingen 3-10, hvorefter det danske hold valgte at opgive.
De 12 deltagere spiller alle mod alle i turneringens første fase, og efter ni færdigspillede runder ligger Danmark delt nummer 10 sammen med Finland. Begge har hentet to sejre.
Kun Norge har klaret sig dårligere med lutter nederlag. Danmark skal møde netop Norge og USA i de sidste kampe torsdag.
Dette VM har ingen indflydelse på kommende VM- eller OL-slutrunder. Det danske hold har derfor heller ikke lagt skjul på, at VM i Sapporo primært skal bruges på udvikling med henblik på at kulminere ved OL i 2018.
/ritzau/