De Konservatives socialordfører, Benedikte Kiær, mener ligesom et stort flertal af danskerne, at vi som pårørende ikke skal passe og pleje vores ældre mere, end vi gør i forvejen.
Ifølge en undersøgelse som Rambøll Analyse har lavet for Jyllands-Posten, mener 71,3 procent af danskerne, at pårørende ikke bør passe og pleje deres ældre familiemedlemmer, der har brug for hjælp, mere end de gør i dag.
Og Benedikte Kiær forstår dem godt. Hun kalder det en væsentlig opgave i vores velfærdssamfund at tage sig af ældres basale intimpleje og generelle pleje.
- Det kan være meget grænseoverskridende for pårørende at skulle bade sin egen familie, og derfor mener vi hos De Konservative, at det bør være uddannet personale, der tager sig af disse opgaver, siger hun.
- Der hvor vi har brug for, at de pårørende træder til, det er med kærlighed og omsorg, så vi får nedkæmpet ensomheden. Og vi bliver nok nødt til at acceptere, at der på sigt bliver flere praktiske opgaver at hjælpe vores ældre med.
Danskernes nej til at yde mere for deres ældre skyldes ifølge samfundsforsker og afdelingsdirektør i Danmarks Statistik, Niels Ploug, at vi anser ældreomsorg som en ydelse, der er betalt over skatten.
Vi accepterer det høje skattetryk, fordi vi føler, at vi får noget for pengene, siger han til Jyllands-Posten. Men med udsigterne til, at vi får flere og flere ældre, kan det betyde et øget økonomisk pres på vores velfærdssystem at få passet og plejet vores ældre.
Men Benedikte Kjær mener, at man kan tage meget af udfordringen i opløbet med hjælp til selvhjælp.
- Vi skal tage meget mere fat på hverdagsrehabilitering, så man som ældre fysisk kan mere selv i flere år, og så skal vi benytte velfærdsteknologien, så den ældre bedre kan klare sig selv. Det giver et større selvværd og en forhøjet livskvalitet, siger hun.
/ritzau/