Flere end hundrede borgere i Kolding Kommune, som ifølge en Højesteretsdom har fået frataget deres sygedagpenge på et ulovligt grundlag, kan nu skyde en hvid pil efter at få pengene tilbagebetalt.
En flertal i arbejdsmarkedsudvalget i Kolding Kommune stemte nemlig onsdag aften for at benytte en forældelsesfrist på tre år, der betyder, at sager fra før 2012 ikke skal genoptages.
Afgørelsen møder i dag voldsom kritik fra blandt andet folketingsmedlem for Enhedslisten, Finn Sørensen, der kalder det "fuldstændigt urimeligt," at kommunen ikke vil tilbagebetale penge til borgerne.
- Det er ikke bare urimeligt over for de borgere, der er blevet ramt. Det er også stødende for retssikkerheden, siger Finn Sørensen i en pressemeddelelse.
Ministeren i samråd
EL-politikeren kræver på baggrund af sagen beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) i samråd.
- Jeg frygter, at Kolding Kommune kan smitte de mange andre kommuner, der har begået fejl her. Det er en principiel sag. Derfor skal ministeren i samråd for at forholde sig til, om han synes det er rimeligt at bruge forældelsesfristen, og hvad han i givet fald vil gøre, for at borgerne får deres retmæssige tilbagebetaling af sygedagpenge, siger han.
Folketingsmedlem fra DF Karina Adsbøl er ligeledes vred over afgørelsen og har rettet henvendelse til socialminister Karen Elleman (V), siger hun til Jydske Vestkysten.
- De her borgere har jo fået medhold i, at hvad der er foregået har været ulovligt. Derfor kan det godt være, at man rent juridisk kan lukke de her sager efter forældelsesfristen, men rent moralsk synes jeg, at det virker urimeligt, siger hun til avisen.
Hos 3F i Kolding er der heller ikke meget forståelse for kommunens beslutning.
- Jeg synes det er uanstændigt, og jeg er overrasket over, at man kan tage sådan en beslutning. Borgerne er blevet snydt for nogle sygedagpenge, og siger kommunen bare: Ah, vi slår en streg i sandet, siger socialrådgiver i 3F Lone Harders til Avisen.dk.
Hun sætter samtidig et stort spørgsmålstegn ved det juridiske grundlag for beslutningen.
- Der er en almindelig forældelsesfrist på tre år, men jeg tvivler på, den gælder i det her tilfælde. Kommunen siger, at Ankestyrelsen har udsendt retningslinjer, hvor det fremgår, at der er en forældelsesfrist. Den har jeg ikke set, siger hun.
Stemte med hjertet
Mens det politiske flertal i Kolding Kommunes arbejdsmarkedsudvalg bestående af Venstre og Konservative altså stemte for at benytte forældelsesfristen, var Socialdemokraterne og SF imod afgørelsen. Det skriver Jydske Vestkysten, som har talt med SF's medlem af udvalget, Lis Ravn Ebbesen.
- Havde jeg stemt ud fra et økonomisk og juridisk perspektiv, havde jeg stemt som de borgerlige. Men jeg stemte ud fra hjertet i sympati med de berørte borgere, siger hun til avisen.
I følge Jydske Vestkysten havde de afviste borgere til sammen krav på mellem 15 og 20 millioner kroner.
En stor del af de nu forældede sager blev behandlet af det private Falck Jobservice, som Kolding Kommune havde et samarbejde med fra 2009 til 2012.
Kommunen skal dog stadig behandle de nyere sager fra efter 2012. Det drejer sig om 200-300 sager.
Avisen.dk har tidligere skrevet om lastbilchaufføren Kurt, som er en af de borgere, der nu må opgive at få tilbagebetalt sygedagpenge.