Der er ikke nok, der hopper i den skriggule skraldemandsvest i det jyske.
Derfor har renovationsselskabet Meldgaard fra Aabenraa sammen med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering sat gang i uddannelsen af i alt 60 nye skraldemænd i Jylland i år.
Det skriver DR Syd i dag.
20 skal uddannes i Midtjylland, 20 i Nordjylland og 20 i Sønderjylland.
Og uddannelsen giver gode muligheder, siger HR-chef hos Meldgaard, Bodil Søllingvraa.
- De er i hvert fald mere velkvalificeret i forhold til nogen, der ikke har været igennem forløbet, fordi nogen har måske været væk fra chauffør-jobbet i nogle år. Nogle har aldrig arbejdet i denne branche. Så de er mere velkvalificeret efter de seks uger, hvor de har været i skole og i praktik, siger Bodil Søllingvraa til DR Syd.
På EUC i Aabenraa er man i gang med at uddanne 20 ledige.
En af dem er Hardy Jakobsen, som har været ledig i en periode efter at have været i murerbranchen i 40 år.
- Jeg har ti år tilbage af mit arbejdsliv, så hvis jeg skal prøve noget andet, så er det vist nu, siger Hardy Jakobsen til DR Syd.
Og han håber, at uddannelsen vil resultere i et job.
- Chanchen for at få fast arbejde hos Meldgaard, det er jo nok større, når jeg har det her EU-bevis, siger han.