Juventus har i de seneste uger taget en solid føring i den italienske Serie A, mens forfølgerne fra Napoli i to kampe i træk har mistet point i titelkampen.
Men lørdag var det Juventus, som smed dyrebare point, da mesterholdet ikke magtede at vinde på udebane over Spal. Kampen endte 0-0.
Med pointtabet blev Torino-klubbens stime på 12 ligasejre i træk stoppet. Siden 9. december er det blevet til lutter sejre for Juventus, som ikke har lukket et mål ind i de seneste ti ligakampe.
Juventus havde bolden i to tredjedele af tiden, men spillerne formåede ikke at få noget ud af overtaget.
Et frispark fra angriberen Paulo Dybala var noget af det farligste, udeholdet kunne byde på.
Men ellers var det en idéforladt præstation af Juventus, som spillede med lidt for stor tålmodighed.
I anden halvleg blev Spal ved med at stå godt defensivt, og Juventus havde store problemer med at komme frem til chancer.
Hjemmeholdets spillere kæmpede heroisk for alle bolde, mens Juventus slet ikke havde energi eller kreativitet til at få scoret denne lørdag aften.
Juventus fører Serie A med 75 point efter 29 kampe, mens Napoli har 70 point efter 28 kampe.
Spal er placeret lige over nedrykningsstregen med 25 point efter 29 kampe. Crotone under stregen har 24 point efter 27 kampe.
Tidligere lørdag tabte Udinese skuffende med 1-2 på hjemmebane til Sassuolo. Landsholdsbacken Jens Stryger Larsen spillede hele kampen for Udinese.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.