Sanger, sangskiver, producer, skuespiller, komiker, forretningsmand og miljøaktivist.
32-årige Justin Timberlake kan efterhånden skrive mange titler på sit cv.
Verdensstjernen giver den 6. maj koncert i Parken, og det er noget af en talentfuld herre, der kommer på besøg.
Justin Timberlake startede sin karriere i Disneys "Micky Mouse Club" sammen med blandt andet Ryan Gosling, Christina Aguilea og Britney Spears. Derfra røg han videre til boybandet 'N Sync, der blev dannet i 1995.
Efter en massiv succes med boybandet, valgte den dengang 21-årige Timberlake at udgive sit første soloalbum, "Justified". Albummet indeholdte hitsene "Like I Love You", "Cry Me A River" og "Señorita".
Ikke nok med at albummet fik masser af ros fra anerkendte musikblade som Rolling Stone Magazine, så indkasserede han også to grammyer.
Siden "Justified"-udgivelsen i 2002, har Justin Timberlake udgivet pladerne "Futuresex/Lovesounds", "The 20/20 Experience", og mandag blev "The 20/20 Experience 2 of 2" udgivet.
Men det er ikke kun som musiker foran mikrofonen, at Timberlake har haft succes. Han har både skrevet og produceret sange til blandt andet Madonna og Duran Duran.
I 2005 debuterede Timberlake som skuespiller i filmen "Edison", der også bød på Morgan Freeman og Kevin Spacey.
Han har siden har spillet med i "Alpha Dog", "Bollevenner", "The Social Network" og senest "Runner Runner", der udkom i Danmark i sidste uge.
Justin Timberlake har dog ikke kun et kunstnerisk talent som musiker og skuespiller. Han har også et øje for god forretning.
Han er således medejer af restauranterne "Destino" og "Southern Hospitality" i New York, og han ejer sit eget tequila-mærke og tøjmærke. Derudover har han også åbnet en øko-venlig golfbane i sin hjemby Millington, Tennessee, som han modtaget en miljøpris for.
Det er altså en mand med mange facetter, man kan opleve i Parken, når Justin Timberlake kommer til Danmark til foråret.
Newspaq