Juni blev den bedste måned nogensinde hos det skandinaviske luftfartsselskab SAS.
Godt 2,9 millioner passagerer rejste med SAS, når man tæller charterpassagererne med. Det er en stigning på omkring tre procent i forhold til samme måned sidste år.
Det viser selskabets trafiktal for juni.
Uden charterpassagerer fløj SAS med godt 2,7 millioner passagerer - en stigning på 2,6 procent i forhold til juni 2017.
Der var især fremgang for ruter rundt i Europa for SAS, mens de lange distancer og indenrigsflyvninger gik lidt tilbage.
Til gengæld tjente SAS lidt mere for hver kilometer, passagererne tilbagelagde i SAS' flysæder.
Den valutajusterede yield, der dækker over omsætningen per fløjet passagerkilometer, steg fem procent i forhold til juni sidste år.
Flyene var også godt fyldt op. Den såkaldte load factor, der dækker over, hvor mange af sæderne der var besat, steg 0,8 procentpoint til 83 procent.
/ritzau/