Julian Alaphilippe vinder første Tour-etape i Pyrenæerne

Sport
Julian Alaphilippe vandt tirsdag sin anden etapesejr i årets Tour de France. (Foto: Foto: Jeff Pachoud/AFP)

Julian Alaphilippe kom først over målstregen, da rytterne i Tour de France tirsdag kørte 16. etape, som indeholdt fem kategoriserede stigninger.

På Tourens første dag i Pyrenæerne var franskmanden bedst, da han kom først i mål efter en nedkørsel.

Julian Alaphilippe, der også vandt 10. etape i Touren, profiterede af, at briten Adam Yates i førerposition styrtede på den afsluttende nedkørsel og satte en mulig sejr over styr.

Rytterne skulle ud på en 218 kilometer lang etape, men allerede efter 30 kilometer blev etapen bragt til et midlertidigt stop under dramatiske omstændigheder.

En gruppe landmænd demonstrerede ved at lægge halmballer ud på vejen, og politiet sprayede med enten tåregas eller peberspray.

Det gav bagslag, da væsken endte i øjnene på mange ryttere, så de måtte hælde vand i øjnene.

Efter cirka et kvarter blev etapen genoptaget.

Det tog næsten 100 kilometer for et udbrud at komme endeligt væk fra feltet.

Først med omkring 117 kilometer til mål kom 47 ryttere afsted, heriblandt hele tre danskere: Magnus Cort og Michael Valgren (begge fra Astana) og Søren Kragh Andersen (Sunweb).

Med 90 kilometer til mål lå feltet med toppen af klassementet hele seks minutter efter.

Med udsigt til tre kategoriserede stigninger på de sidste 67 kilometer til målstregen i Bagnères-de-Luchon - heraf to i kategori 1 - skulle det snart åbenbare sig, om blandt andre de tre danskere i udbruddet sad derude som forposter for deres holdkaptajner eller som reelle bud på en etapesejr.

Det var Philippe Gilbert helt sikkert, og for foden af tredjesidste stigning kørte han solo.

Men på nedkørslen fra Col de Portet-d'Aspet styrtede han voldsomt, røg af cyklen, ud over et stengærde og et ukendt stykke ned i dybet på den anden side.

Det var netop på den nedkørsel, at italieneren Fabio Casartelli styrtede under Tour de France i 1995 og døde af sine kvæstelser.

Philippe Gilbert kom dog op igen og fortsatte på cyklen. Nu langt fra frontgruppen.

Herfra blev også Magnus Cort sat af. Det skete på tirsdagens næstsidste stigning.

På toppen af den lå Michael Valgren i en gruppe godt 30 sekunder efter de ni forreste, mens Søren Kragh Andersen lå længere tilbage.

Michael Valgren kæmpede for at holde sig tæt på de forreste, og danskeren kom tilbage på nedkørslen.

Han blev dog sat af igen på den sidste stigning, hvor Adam Yates (Mitchelton-Scott) kom afsted.

Briten kom først til toppen, men oversatsede på nedkørslen og styrtede.

Han blev overhalet af franske Julian Alaphilippe, som er iført Tourens prikkede bjergtrøje.

Franskmanden holdt hele vejen til målstregen.

Adam Yates kom ind i den første forfølgergruppe som nummer tre, 15 sekunder efter Julian Alaphilippe.

Michael Valgren var 56 sekunder efter franskmanden som nummer syv.

Gruppen med favoritterne, heriblandt den førende i Touren, Geraint Thomas (Sky) var knap ni minutter efter sejrherren.

Han er fortsat 1 minut og 39 sekunder foran holdkammeraten Chris Froome i den samlede stilling.

Jakob Fuglsang (Astana) kom også ind med favoritgruppen og er samlet nummer ni, 6 minutter og 14 sekunder efter Geraint Thomas.

Allerede i løbet af etapen blev det klart, at Peter Sagan ikke længere kan indhentes i kampen om den grønne pointtrøje.

Slovakken fra Bora-holdet skal dog først over målstregen på den afsluttende etape søndag til Paris, inden han kan lade sig hylde som vinder af den grønne trøje for sjette gang.

Det er tyske Erik Zabel den hidtil eneste, der har præsteret.

/ritzau/