Med undtagelse af Berlin vil tyske julemarkeder over hele landet forblive åbne, efter at en lastbil torpederede et julemarked og dræbte 12 i det centrale Berlin mandag.
Det er besluttet på et telefonmøde mellem de tyske delstaters indenrigsministre tirsdag formiddag.
I Berlin holdes lukket på alle julemarkeder tirsdag, siger den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière.
Det sker i respekt for ofrene for dødskørslen ved Gedächtniskirche.
- Uanset hvad vi måtte finde ud af om den præcise baggrund og gerningsmændenes motiver, må og kan vi ikke lade dem tage vores frihed fra os, siger Maiziere.
Flere steder i landet er der en mindehøjtidelighed klokken 18 tirsdag.
Tysklands forbundskansler Angela Merkel har tirsdag formiddag kommenteret dødskørslen på et pressemøde.
- Vi må formode, der er tale om et terroranslag, siger hun på et pressemøde.
Hun erklærer sig chokeret, skuffet og ked af det.
Tysk politi har anholdt en formodet gerningsmand. Der er ifølge Die Welt tale om en 23-årig pakistaner, som skal have haft midlertidig opholdstilladelse i Tyskland siden sommeren 2016.
Angela Merkel kalder det "frastødende," hvis manden har udnyttet landets åbne flygtningepolitik.
Lastbilens chauffør - en polsk mand - blev fundet dræbt af skud. Tyske medier skriver, at han formentlig blev skudt af den unge pakistaner inden dødskørslen i det centrale Berlin.
/ritzau/dpa