Der er ikke meget julehygge over en hilsen i indbakken på Facebook. Langt de fleste danskere foretrækker et klassisk julekort leveret af postbuddet.
Det viser en ny stor undersøgelse, som TNS Gallup har lavet blandt mere end 3000 adspurgte danskere.
Fire ud af fem danskere forventer ifølge undersøgelsen at modtage et julekort. To procent af disse foretrækker at få hilsnen via digitale medier som Facebook eller Twitter, mens 72 procent helst vil have hilsnen på et kort eller i et brev leveret af posten.
- Man kan ikke rigtigt påvirke, om julen bliver hvid eller ej, men man kan i den grad bidrage til julestemningen med personlige hilsner til familie og venner, siger kommunikationschef i Post Danmark Lars Kaspersen i en pressemeddelelse.
- Julen handler også om at skabe glæde hos andre mennesker, og dér er det traditionelle julekort ét af de bedste virkemidler.
I undersøgelsen svarer 89 procent af de adspurgte, at de bliver meget glade for at få julekort. Og af de adspurgte, der selv sender julekort ud til venner og familie, svarer 85 procent, at de skriver dem på klassisk manér - i hånden.
Og de unge julehilsen-skribenter værner om traditionerne. 9 ud af 10 af disse skriver hilsnen med pen og papir, afslører Gallups undersøgelse.
- Den unge generation er vokset op med de digitale medier, men de ved tydeligvis godt, hvordan man sender en rigtig julehilsen, fortæller Lars Kaspersen.
- Undersøgelsen viser klart, at postbuddet kommer til at bringe store mængder juleglæde rundt blandt danskerne - også i år.
/ritzau/