Der er trængsel på rulletrapperne i Illum. I går var nemlig store byttedag, hvor en stor del af pakkerne under juletræet fandt vej tilbage til butikshylderne. En gaveæske bliver taget op af en plastikpose og lagt foran ekspedienten. Der er et mørkt Hugo Boss-tørklæde indeni. »Jeg vil gerne bytte det til et par jeans. Men hvor meget har jeg for?« Vil Michael Rasmussen gerne vide.»Det koster 699 kroner,« siger manden bag disken. Michael Rasmussen går på jagt efter et par passende bukser.»Tørklædet er egentlig meget pænt, men jeg smider dem altid væk, og jeg har ikke brug for det,« forklarer han. I undertøjsafdelingen på anden sal bliver der studeret alternativer til den forkerte julegave. Inge van Rijn har fået en hvid natkjole, som hun meget gerne vil beholde. Men den er for lille.
En mneds ventetid
»Vi har desværre ikke flere i den størrelse, men jeg kan bestille en hjem til dig. Der går en måneds tid,« forklarer den unge, kvindelige undertøjsekspedient. Men det er helt i orden med Inge van Rijn, der er glad for sin julegave. I stueetagen bliver der også byttet julegaver. Her har Carina Olsen fundet et Burberry-tørklæde, som hun gerne vil have i stedet for et andet tørklæde.»Jeg synes, det er for mande-agtigt. Og nu har jeg da også lige fundet ud af, at det faktisk er et herretørklæde,« siger hun, mens en kvindelig kassemedarbejder morer sig over fejlkøbet og tager tørklædet retur.
Retter p varerne
I skjorteafdelingen går to unge butiksmedarbejdere og sludrer lidt og retter på varerne. Selvom folk er begyndt at komme med deres gaver, er der ikke fuld tryk på endnu.»De skal lige vågne og blive friske efter gårsdagens julefrokost,« griner den ene.»Men ved 13.00 tiden er de her. Så går det løs,« siger han. Dansk Erhverv skønner, at der også i år har været en rekordstor julehandel med et beløb på 9,5 milliarder kroner.