Husk at tjekke gaverne under træet i aften, gaverne kan være tyvekoster.
Antallet af butikstyverier stiger nemlig i juletiden, vurderer landechef Micael Heitmann fra analysevirksomheden Checkpoint Systems, på baggrund af undersøgelser, der viser, at der er sket en markant stigning i tyverier efter finanskrisens indtog.
Det skriver Jyllandsposten.
Og ekspert i forbrugeradfærd Søren Askegaard mener, at det er danskere, der stjæler til sig selv en gang imellem, der også stjæler julegaver til familie og venner.
"Det handler om, at de, der stjæler, stjæler endnu mere. De plejer kun at stjæle til sig selv, men i julen skal de også stjæle til andre," siger han til avisen.
Tal fra rigspolitiet viser, at antallet af butikstyverier er steget med 12 procent i kriseårene siden 2007 - og en undersøgelse Dansk erhverv har lavet viser, at fire ud af ti har fået stjålet flere varer det seneste år.
Stigningen sker selvom en måling fra Dansk Erhverv viser, at butikkerne undlader at anmelde tyverierne.
Det er især mærkevarer og luksusvarer tyvene går efter.