Fugleinfluenzaen er igen kommet tæt på Danmark. I weekenden blev der konstateret et udbrud af den alvorlige type fugleinfluenza H5N1 i Berlin. Men der er ingen grund til at frygte for helbredet hos de ænder, gæs og kalkuner, der snart fylder julebordene rundt om i landet.
Ifølge Fødevarestyrelsen er der ingen risiko for smitte, så længe dyret er slagtet. Fjerkræene var nemlig aldrig kommet på hylderne i supermarkederne, hvis de havde båret sygdommen.
- Så havde de jo været syge og var faldet døde om. Så der er ingen grund til at være bange for at spise fjerkræ, siger kontorchef i Fødevarestyrelsen, Birgit Henriksen.
Desuden kan man fjerne resterne af enhver tvivl, hvis man gennemsteger sit fjerkræ.
- Når man opvarmer kødet til 70 grader, er der overhovedet ikke nogen fare ved det. Og der er jo ingen af os, der spiser råt kød, siger Birgit Henriksen.
Må stadig fodre ænder
Der er heller ingen grund til at nægte børn at tage med børnehaven ud og fodre ænder.
- Så længe de ikke rører ved døde dyr, er der ingen fare på færde. Men hvis de har hønsehus derhjemme, skal de vaske deres støvler, inden de går derind, siger Birgit Henriksen.
Derudover er en god regel altid at vaske hænder efter udendørs leg og inden spisning.
Juleanden er altså sikret, og den vigtigste forholdregel er, at man skal holde fingrene fra døde dyr. Hvis man ser vilde fugle, som kan være smittede, skal man i stedet ringe til fugleinfluenza-hotlinen på 70 13 00 12.
- Der er intet at frygte ved at spise fjerkræ, men gennemsteg altid kødet - også for at undgå andre sygdomme, som for eksempel salmonella.
- Rør ikke ved syge eller døde fugle
- Forklar børn, at de ikke må røre eller lege med syge eller døde fugle
- Undgå at berøre sig selv (typisk i næsen eller øjnene) eller andre med forurenede hænder
- Vask i øvrigt hænder hyppigt og grundigt med sæbe, især efter udendørs leg og inden spisning
- Vask evt. forurenet tøj med sæbe ved temperaturer, der anbefales for det pågældende