Jule-oprør mod skoleleder i Løkkes barndomsby: Nu går han SELV ind i sagen

Langtfra alle er enig i en skoles beslutning om at droppe juletradition med at gå i kirke i december.
"Det er en ommer!"
"Det er en ommer!" Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix/arkiv

På Gribskolen i Græsted har man op til jul truffet en beslutning, der har medført klager og skabt debat.

Et pædagogisk udvalg har ifølge TV2 i år fravalgt at lade eleverne deltage i den gudstjeneste, der ellers traditionelt har markeret juleferiens begyndelse.

Begrundelsen er, at en række børn på skolen ikke er protestantiske kristne.

- Vi er meget glade for samarbejdet med kirkerne og vil bestemt fortsætte med dette samarbejde, da det giver alle børn en kulturel og almendannende viden

- Men julegudstjenesten er også forkyndende, og det må derfor være op til de enkelte familier, om de ønsker at deltage i julegudstjenesten i privat regi, lyder det i en besked fra skoleleder Marianne Vedersø Schmidt på skoleintra.

Den beslutning er Græsted Kommunens børneudvalgsformand, Trine Egetved-Sørensen (K), dog uenig i.

- En julegudstjeneste er noget meget dansk, en smuk og stolt tradition.

- Skulle der være børn, som af religiøse eller andre årsager ikke ønsker at deltage i en julegudstjeneste, så skal det naturligvis være helt ok at lade være, skriver hun på Facebook.

Hun opfordrer forældrebestyrelsen til at tage spørgsmålet op med skoleledelsen.

Også landets statsminister, der er vokset op og længe har boet i Græsted, er gået ind i sagen på Facebook:

"Var ellers i gang med at skrive et indslag i min SoMe-julekalender fra barndommens folkeskole i Græsted, hvor jeg gik fra 1. til 9. klasse - og så ser jeg det her! Det er en ommer!" skriver han.

Opfordringen er da også blevet fulgt af skolebestyrelsesformand Charlotte Orland Petersen, blandt andet i kraft af en lang række henvendelser fra forældre.

Hun har torsdag indkaldt til et ekstraordinært møde i forældrebestyrelsen.

Her vil man blandt andet diskutere et muligt kompromisforslag, hvor man holder en juleafslutning på skolen først.

Herefter kan de elever, der ønsker at komme med til gudstjeneste, deltage i den efterfølgende.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.