Efter knap en uge med meget begrænset besøgsadgang til den fængslede aktivist Abdulhadi al-Khawaja, har en britisk journalist fra BBC fået lov til at tale med ham i fem minutter.
Her sagde den sultestrejkende dansk-bahrainer, at hans lægelige behandling har været god "bortset fra tvangsfodringen." Bahrain har dog flere gange nægtet at tvangsfodringen fandt sted.
Journalisten Frank Gardner skriver på Twitter, at al-Khawaja var tynd, men ellers mental frisk. På BBC's hjemmeside er der et billede af en afkræftet al-Khawaja, hvor man ser ham tale med journalisten.
Abdulhadi al-Khawaja fortæller videre, at han har været oppe at gå i de sidste tre dage efter at have været sengeliggende i længere tid. Det er hans intention at fortsætte sultestrejken, som i øjeblikket er på 84 døgn.
Efter at have besøgt sin mand på det militærhospital i Bahrain, hvor al-Khawaja holdes fanget, fortalte hans kone Khadija al-Mousawi søndag aften på Twitter, hvordan hendes mand var blevet tvangsfodret.
- Efter at have været besvimet vågnede han mere end fem timer senere op i et andet rum og kunne konstatere, at hans hænder var bundet, og at han havde en slange ind gennem næsen, skrev al-Mousawi på sin Twitter-profil.
- Han begyndte at ryste sengen og forsøgte at råbe, indtil en politimand kom ind. Hadi (al-Khawaja, red.) bad om at tale med en læge, men tiden gik, og der kom ingen læge. Så han måtte fortætte med at råbe, indtil der kom en læge, lyder det videre.