Jordskred udløst af monsunregn dræber 35 i Bangladesh

Efter kraftig regn på det seneste er to distrikter ramt af jordskred, som har kostet menneskeliv i Bangladesh.

Flere jordskred efter voldsomt regnvejr har de seneste to dage dræbt mindst 35 mennesker i det sydøstlige Bangladesh. Også hovedstaden er ramt af monsunregn.

De fleste er omkommet i jordskred i de to distrikter Rangamat og Bandarban mandag og tirsdag.

Politiet siger, at dødstallet kan stige yderligere, når redningshold kommer frem til fjerntliggende og svært tilgængelige områder, hvor telefonforbindelser er afbrudt og veje blokeret.

- Arbejdet med at bjærge er stadig i gang, siger chefen for civilforsvaret, Reaz Ahmed.

Bandarban og Rangamat har fået meget store mængder regn fra denne uges begyndelse.

Bazlur Rashid, en lokal meteorolog, fortæller, at man har målt 343 millimeter nedbør mandag.

- Det fortsætter i dag, siger han.

Monsunregnen rammer også hovedstaden Dhaka og Chittagong, og det har medført flere trafikale problemer.

Det asiatiske land bliver ofte ramt af voldsomt vejr og regn, som udløser jordskred.

I 2007 blev næsten 4000 mennesker dræbt, da en cyklon ramte landet. De fleste omkom som følge af oversvømmelser og jordskred i kølvandet på stormen.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.