Jonatan Spangs satire-triumf: Det er holdets pris

Underholdning
Jonatan Spang (Foto: Per Arnesen/Free)

Det er anden gang i karrieren, at Jonatan Spang modtager prisen som årets komiker.

Jonatan Spang blev aftenens helt store vinder til årets Zulu Comedy Galla, som løb af stablen i Operaen på Holmen i København torsdag aften.

Den 40-årige satiriker vandt prisen som årets komiker for programmet "Tæt på sandheden".

Dermed er det anden gang i komikerkarrieren, at Jonatan Spang modtager den hæder. Han fik også prisen i 2016.

- Det er super dejligt. Det er jeg meget, meget glad for. Det er skønt, at ens kolleger og publikum honorerer det på den måde. Det betyder enormt meget for mig, fortæller den nykårede vinder.

- Jeg er rigtig glad for at lave "Tæt på sandheden", og jeg er rigtig glad for at arbejde sammen med de fantastiske mennesker. Det er en fælles indsats og holdets pris. Så jeg følte, det var mærkeligt, da det var mig, der blev nomineret. Vi laver programmet på en uge, og det kan man jo ikke alene.

Ifølge Jonatan Spang skal prisen fejres "med nogle bajere og nogle drinks" sammen med holdet bag DR2-programmet.

- Jeg havde tænkt hele dagen: "Det er okay, hvis vi ikke får den". Men da det begyndte at nærme sig, kunne jeg mærke, at det ville jeg gerne alligevel. Så jeg blev meget, meget lykkelig, da de sagde mit navn, fortæller komikeren, der tilføjer, at prisen skal stå på kontoret.

Jonatan Spang var nomineret i kategorien sammen med Christian Fuhlendorff, Nikolaj Stokholm, Rytteriet og sidste års vindere, Den Korte Radioavis.

Der blev også uddelt en talentpris, og den gik til komikerkometen Pelle Lundberg.

Zulu Comedy Gallashowet bliver sendt på TV2 Zulu og TV2 Play søndag den 9. september klokken 20.55.

/ritzau/

Af Grith Larsen/ritzau/