Åge Hareide og Jon Dahl Tomasson er i gang med deres sidste år som trænerduo på det danske fodboldlandshold.
Dansk Boldspil-Union (DBU) annoncerede onsdag, at Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst tager over som henholdsvis chef- og assistenttræner, når det nuværende trænerteams kontrakter udløber i næste sommer.
Den nuværende assistenttræner, Jon Dahl Tomasson, mener, at DBU kunne have timet den udmelding, der kom onsdag, bedre.
- Jeg accepterer DBU's valg. Sådan er gamet. Peter Møller (fodbolddirektør i DBU, red.) vil have sine folk ind. Men jeg mener, at timingen er forkert og dårlig, udtaler Tomasson, der ikke har yderligere kommentarer, til Politiken.
Assistenttrænerens udtalelse minder om Åge Hareides reaktion onsdag.
- Jeg har det fint. Det er fodboldens mekanismer. Peter Møller vil have sine folk ind, det må man acceptere. Jeg er kun irriteret over tidspunktet, sagde Åge Hareide onsdag til B.T.
DBU's fodbolddirektør Peter Møller var manden, der offentliggjorde DBU's beslutning onsdag. Han forklarede, at han ville være ærlig og melde ud med det samme, at han havde truffet beslutningen om fremtiden.
/ritzau/