Premierminister Boris Johnson sammenligner sig selv med den uregerlige tegneseriefigur Hulk i et interview, hvor han gentager sin hensigt om at få Storbritannien ud af EU den 31. oktober.
- Desto mere vred Hulk bliver, desto stærkere bliver Hulk, siger Johnson i et eksklusivt interview med The Mail on Sunday.
Johnson siger, at han vil finde en måde, hvorpå han kan undgå at følge en ordre fra et flertal i parlamentet om at udsætte brexit for at undgå en udtræden af EU uden en aftale, som skal dæmpe de økonomiske følgevirkninger.
- Det lykkes altid Hulk at undvige - uanset hvor meget han synes at være bundet. Det er det, som er tilfældet for vores land. Vi kommer ud den 31. oktober.
Johnson fortsætter med at insistere på, at den såkaldte bagstopper fjernes fra en aftale med EU. Han siger, at det er den eneste måde, hvorpå en aftale er mulig.
- Det afgørende, som man skal forstå, er, at vi ikke vil acceptere en bagstopper, som kun gælder Nordirland. Det virker ikke for Storbritannien, siger han og understreger, at han er sikker på, at det er muligt at finde en løsning.
Han giver forud for et afgørende møde med EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, udtryk for, at han ligesom den grønne tegneseriefigur med overnaturlige kræfter vil sprænge sine lænker.
Udtalelsen kommer efter tegn på forsigtig optimisme med hensyn til, at et gennembrud i briternes forhandlinger med EU kan være rykket nærmere.
Johnson siger, at der "er reelle tegn på bevægelse" i Berlin, Paris og Dublin i forhold til at opgive bagstopperen, som vil binde Storbritannien eller Nordirland til EU's regelsæt. Det var dette, som viste sig at være fatalt for den aftale, som Johnsons forgænger, Theresa May, fik forhandlet sig frem til, men som er blevet afvist igen og igen i det britiske parlament.
- Jeg tror, at det kan lykkes for os. Jeg taler med Jean-Claude om, hvordan vi kan gøre det. Jeg er meget fortrøstningsfuld, siger premierministeren til The Mail on Sunday.
/ritzau/