Manglen på lastbilchauffører bliver udtalt i de kommende år. Sådan lyder det enstemmigt fra flere aktører i transportbranchen. Der kan blive brug for op mod 1000 nye chauffører om året frem mod 2020. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
1000 nye chauffører om året kan endda vise sig at være lavt sat, mener administrerende direktør Peter Laursen fra TUC Dekra, der er Danmarks største udbyder af transportuddannelser inden for både lastbil, taxa og bus.
- Der bliver brug for mange flere nye chauffører i de kommende år. Økonomien er i bedring, og derfor bliver der flyttet et stigende antal varer rundt i Danmark. Der er også vedtaget flere store anlægsprojekter, som kræver transport af både byggematerialer, jord, møbler osv. og samtidig mister faget chauffører, som søger tilbage til deres oprindelige erhverv i byggebranchen, hvor de kom fra for et par år siden, forklarer Peter Laursen.
Han tøver derfor ikke med at garantere job til de 500 første kursister, selskabet i 2015 rekrutterer i samarbejde med vognmænd over hele Danmark.
- Med jobgaranti mener vi ordinært arbejde uden løntilskud. Det er muligt, at nogen må starte i praktik for at komme i fast arbejde, men dem tæller vi ikke med, siger Peter Laursen.
Via afdelinger i bl.a. Helsinge, Brøndby og Ishøj har TUC Dekra årligt 35.000 kursister igennem både egentlig uddannelse og forskellige former for efteruddannelse.
En af kursisterne i dette efterår var 72-årige Jette Nielsen fra Snekkersten. Hun gik egentlig på pension for tre år siden.
- Men jeg bryder mig ikke om at gå hjemme. Min mand er død, så jeg er alene og render ikke så meget i byen. Jeg kan godt lide at møde mennesker, og nu er jeg altså blevet træt af at gå rundt og kigge på mig selv, forklarer Jette Nielsen, der efter bestået kursus søger job som buschauffør og skal til samtale hos trafikselskabet Movia i starten af 2015.