- Det er aldrig sundt, når man ved, at kunderne kommer, siger Liberal Alliances arbejdsmarkedsordfører, Joachim B. Olsen om det nye forslag fra Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der er medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg.
Forslaget går ud på, at det skal være obligatorisk for alle, der er fyldt 18, og som arbejder eller driver selvstændig virksomhed i Danmark at være medlem af en a-kasse. Til gengæld skal lønmodtagere betale mindre i skat.
Men det er Joachim B. Olsen lodret uenig i.
Men er det ikke en god idé, at alle danskere automatisk er dækket?
- Nej, det er ikke smart, siger Joachim B. Olsen.
- Mennesker skal have frit valg. Og vi skal selv bestemme, hvordan vores penge skal bruges. Liberal Alliance ønsker derfor ikke, at man skal tvinges ind i en a-kasse, lyder det fra Joachim B. Olsen.
Han mener, det er vigtigt at værne om, at det det at være medlem af en a-kasse er noget, man vælger til.
Men åben for privatisering
Derudover påpeger han, at hvis kunderne automatisk kommer til a-kasser, vil det risikere at gå ud over serviceniveauet, da a-kasserne derfor ikke behøver at kunne tilbyde et højt service niveau for at lokke medlemmer til.
Joachim B. Olsen kan dog godt se nogle perspektiver i en privatisering af dagpenge-systemet, så det blev et privat forsikringssystem, der i højere grad ville kunne imødekomme de mange forskellig-rettede behov, der må være på et arbejdsmarked, hvor folk beskæftiger sig i mange forskellige slags jobtyper og brancher i et arbejdsliv.
- Dagens dagpengesystem er jo tilpasset et industrisamfund, hvor man havde den samme jobfunktion gennem hele livet. I dag veksler man jo i højere grad mellem forskellige typer job og de fleste mennesker prøver at arbejde inden for mange forskellige brancher.