Joachim B. om id-kort: Jeg bryder mig ikke om det

Liberal Alliances beskæftigelsesordfører, Joachim B. Olsen, vil ikke være med til at overføre ID-kortene til rengøringsbranchen.  (Foto: Foto: Polfoto )

Enhedslisten, 3F og to af landets største rengøringsfirmaer vil have indført lovpligtige id-kort til de ansatte i rengøringsbranchen. Venstre og Liberal Alliance er imod.

Ikke bare fagbevægelsen og Enhedslisten ønsker at udbrede de såkaldte id-kort, så de kommer til at gælde i andre brancher end byggebranchen. Rengøringsgiganterne ISS og Forenede Service har meldt ud, at de også vil have de lovpligtige id-kort.

Men fra de borgerlige partier møder ønsket ikke stor forståelse.

"Jeg mener ikke, at udlændinge, der drifter sig til at tilbyde et godt produkt til en fornuftig pris, er social dumping," siger Joachim B. Olsen, der understreger, at han ikke mener, konkurrence på pris er det samme som social dumping.

Han mener, at id-kortet skal være frivilligt.

"Hvis ISS og Forenede Service vil indføre de her id-kort, så skal de da bare gøre det. Jeg vil bare ikke være med til at gøre det til lov, da jeg ikke bryder mig om et samfund, hvor man tjekkes af staten hele tiden, og går rundt med id-kort," siger han.

V: ID-kort er bureaukratisering

På trods af erfaringerne fra Norge er Venstre imod indførelsen af id-kort - også i rengøringsbranchen.

"Vi mener stadig, at det vil være en administrativ omkostning og gøre det mere vanskeligt at sikre virksomhederne den fleksible arbejdskraft, de har brug for", siger Venstres Jakob Engel-Schmidt.

Han vil ikke tage stilling til arbejdsgivernes positive indstilling til forslaget:

"Som venstremand interesserer jeg mig rigtig meget for, hvad det private erhvervsliv synes, og jeg vil gerne imødekomme dem. Men det er vigtigt, at vi får en samlet udtalelse for hele branchen, før jeg tager stilling til, hvad de siger," siger han.

EL: Erfaringerne kan sagtens overføres

Hverken Liberal Alliance eller Venstre mener, at Norge kan sammenlignes med Danmark. Blandt andet fordi landet ikke er medlem af EU.

Men den forklaring holder ikke, mener Enhedslistens Finn Sørensen.

"Det er noget vrøvl fra Joachims side. Han opfinder alle mulige undskyldninger, for at undgå at give myndighederne nogle redskaber til at bekæmpe social dumping," siger han.

Finn Sørensen er derimod af den opfattelse, at Norges erfaringer sagtens kan overføres til Danmark.

"Den udfordring med, at der bliver importeret udenlandsk arbejdskraft, det er et problem man også kender til i Norge," siger han.

Han vil nu fremsætte forslaget om tvunge id-kort til finanslovsforhandlingerne i efteråret.

SF støtter op

Og forslaget fra Enhedslisten står til at få opbakning fra SF.

"Vi kan love, at vi vil arbejde for, at det her id-kort til rengøringsbranchen bliver stemt igennem," siger SF's arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen.

Han tilføjer:

"Sagens kerne er, at bygge- og anlægsbranchen og rengøringsbranchen er nogle af de brancher, hvor illegal arbejdskraft og social dumping florerer mest. Så det er helt oplagt, at det vil være en god ide," siger han.

Afventende socialdemokrater

Socialdemokraterne afviser ikke, at kortet kan blive til en realitet. Arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn vil dog ikke love noget.

"Nu venter vi lige og ser hvilke effekter, det her id-kort har haft i byggeriet, og så kan det godt være, at vi begynder at se på andre brancher også, herunder rengøringensbranchen," siger han.