Joachim B.: Glem det, der er ingen sammenhæng mellem højere løn og bedre offentlig service

Joachim B. Olsen cykler forbi forligsinstitutionen under OK18-forhandlingerne. (Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Liberal Alliances Joachim B. Olsen kritiserer fagbevægelsen i en ny klumme. Det er vigtigere at give skattelettelser end lønstigninger til de offentligt ansatte, mener han.

I taler med to tunger, og I skylder en forklaring!

Liberal Alliances finansordfører Joachim B. Olsen skyder med skarpt mod fagbevægelsen i en ny klumme i Ekstra Bladet.

Han mener, det er for galt, når fagbevægelsen ifølge ham harcelerer mod regeringens skatteudspil fra efteråret, der tilgodeser de rigeste, når samme fagbevægelse netop har været med til at sikre de offentligt ansatte lønstigninger på 8,1 procent ved overenskomstforhandlingerne. Lønstigninger, der ifølge Joachim B. Olsen også rammer socialt skævt.

LA-profilen fremhæver beregninger fra den borgerlige-liberale tænketank Cepos, som viser, at en pædagogmedhjælper over tre år vil opnå en lønstigning på cirka 25.000 kroner, mens en chefkonsulent og en overlæge med samme procentvise lønstigning vil få hhv. cirka 57.000 kroner og 87.000 kroner over tre år.

”For Liberal Alliance er det ren og skær logik, at en procentvis skattelettelse også i kroner vil give mest til dem med de højeste indtægter. Det er en naturlig konsekvens, og det har vi ikke noget problem med”.

”Men samme logik om procentregning gælder tilsyneladende ikke for fagbevægelsen,” skriver Joachim B. Olsen i sin klumme i Ekstra Bladet.

Liberal Alliance vil hellere give skattelettelser til det ”arbejdende folk” end lønstigninger. Der er ingen sammenhæng mellem lønstigninger og bedre offentlig service, slår finansordføreren fast.

Pædagoger får ikke mindre travlt af, at lønnen stiger, da normeringerne ikke bliver bedre af en højere hyre, lyder det.

Nina Palesa Bonde, der er formand for Dommerfuldmægtigforeningen, og som var en synlig aktør foran Forligsinstitutionen under OK18-forhandlingerne, mener, at Joachim B. Olsen tager fejl. 

- Når man starter med at skrive noget faktuelt forkert, har jeg svært ved at tage ham seriøst. Når man skriver, at de offentligt ansatte har fået lønstigninger, der svarer til 8,1 procent, så er det eklatant forkert. Tallet udgør alle udgifter inklusiv løn. De reelle lønstigninger er mindre, siger hun til Avisen.dk.

Avisen.dk har forsøgt at få en kommentar fra fagforbundet HK, men de har ikke ønsket at medvirke.