Det er ikke kun lyden af Jessie J's stemme, hendes fans godt kan lide. Også lyden af sangerinden på toilettet er noget, de er voldsomt interesserede i. Det fortæller sangerinden i et interview med Daily Star.
Her beskriver hun, hvordan hun ikke kan være i fred, hvis hun sniger sig ind for at bruge et offentligt toilet.
- Det er så mærkeligt, når man går ind på et offentligt toilet, og man kan høre folk sige "åh, det er Jessie J", siger sangerinden.
- De kigger på mig, og de kan høre mig, og det får mig altså ikke ligefrem til at slappe af, siger hun.
Det er ikke kun én eller to gange, hun har lagt mærke til folk, der bliver og lytter ved døren, når hun går på toilettet.
- Jeg mener virkelig, når jeg siger, at det sker hver eneste gang, jeg går på toilettet. Det er sådan "hej med dig, der bare lige står der og vasker hænder, jeg er en normal person og jeg skal tisse", fortæller hun.
- Det ødelægger alt. Det er så akavet, siger sangerinden, der må prøve at holde sig, når hun er uden for hjemmets fire vægge.
/ritzau/