Jes Dorph lider af frygtet sygdom: "I starten var jeg skide bange"

Sundhed
I mange år var Jes Dorph-Pedersen bange for at hans tinnitus skulle blive så slem, at han ikke kunne sove. (Foto: Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix (arkiv))

Jes Dorph-Pedersen har i 25 år døjet med tinnitus.

Efter en koncert med D-A-D for omkring 25 år siden, kunne Jes Dorph-Pedersen ikke slippe af med en hyletone inde i hovedet.

Han havde pådraget sig tinnitus og beskriver det som om, han har tonen fra "prøvebilledet i fjernsynet" inde i hovedet.

- I starten var jeg skide bange. Jeg tænkte: "Gud, bliver det her værre?" Man er bange for, at hyletonen bliver så høj, at den bliver ulidelig. Det værste er helt klart frygten for det, siger han til BT og tilføjer, at han var bange for, at den ville overdøve "virkelighedens" lyde.

I dag har han lært at leve med tinnitus og er klar over, at der er folk der er værre ramt, end han er.

- Det interessante er, at min tinnitus ikke umiddelbart er handikappende. Den er der bare og er pisseirriterende. Det er lidt ligesom at have ondt i knæet, siger han til BT.

Han råder folk, der har en hyletone inde i hovedet, til ikke at være bange for den. Frygten kan fylde mere end selve lyden, siger han.