DSB har fået rettens ord for, at det var helt efter bogen, da de i efteråret sidste år meldte sig ind i Dansk Industri.
Det har Arbejdsretten netop slået fast i en dom.
Sagen har stået på siden foråret, hvor Dansk Jernbaneforbund nægtede at acceptere, at Dansk Industri skulle være med til at forhandle overenskomster på jernbaneområdet.
Sagen er principiel, da det er første gang, at en statslig virksomhed melder sig ind i en privat arbejdsgiverforening, og dermed overgår til det private overenskomstsystem.
Blandt de danske lokomotivførere i Dansk Jernbaneforbund, er der bekymring for, at indmeldelsen betyder, at deres arbejdsvilkår fremover vil blive forringet. Utrygheden gælder både fremtidige lønforhold, pension og arbejdstider.
I Dansk Jernbaneforbund ærgrer man sig over afgørelsen, som ikke er mulig at anke, men ser nu frem mod at få nye aftaler på plads for sine medlemmer.
- Vi havde naturligvis håbet på et andet udfald. Men når det er sagt, så er jeg glad for, at vi nu har klarhed over de juridiske konditioner, siger formand Henrik Horup i en skriftlig kommentar ifølge Ritzau.
DSB og togpersonalet skal nu til forhandlingsbordet, hvor nye overenskomster og lokalaftaler skal på plads.
- Nu skal vi finde en fair løsning. Det skylder vi passagerne og ikke mindst de mange medarbejdere, der har levet med usikkerheden i snart et år, siger Henrik Horup.
I DSB er der tilfredshed over den nye afgørelse.
- Jeg er glad for afgørelsen i Arbejdsretten, men jeg er ked af det lange forløb vi har været tvunget igennem, det har ført til en periode med uro og usikkerhed som hverken medarbejdere, virksomhed eller vores kunder har været tjent med, siger adm. dir. for DSB Flemming Jensen i en pressemeddelelse.
Forsker overrasket
Bent Greve, arbejdsmarkedsforsker og professor ved Roskilde Universitet er overrasket over, at Arbejdsretten har givet DSB lov til at opsige de hidtidige aftaler uden videre.
- Det logiske ville jo have været at lave en frigørelseskonflikt, hvor parterne skulle forhandle igen. For i det her tilfælde stiller man arbejdsgiverne meget stærkere end lønmodtagerne, der jo ikke har nogen muligheder for at påvirke overenkomsten før næste runde forhandlinger, siger Bent Greve.
Ifølge professoren kan dagens dom også få konsekvenser for andre offentligt ansatte.
- Det her kan jo føre til, at andre statslige arbejdsgivere får gode idéer, og vil følge DSB's eksempel ved at melde sig ind i en privat arbejdsgiverorganisation. Og det øger alt andet lige risikoen for, at offentligt ansatte får forringet deres arbejdsvilkår, afslutter Bent Greve.