Det var ment som et satirisk indslag, da kulturminister Marianne Jelved (R) torsdag på en konference på Copenhagen Business School udtrykte støtte til formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, i forhandlingerne om lærernes arbejdstidsregler.
Det understreger ministeren, der selv er uddannet folkeskolelærer, på sin Facebook-profil torsdag eftermiddag.
- Jeg vil gerne understrege, at det var et satirisk indslag, og man ikke kan drage noget ud af indholdet, skriver hun og tilføjer:
- Tværtimod vil det være en misforståelse at tage mig til indtægt for dette - der må ikke herske tvivl om, jeg støtter regeringens reform for folkeskolen.
Danmarks Lærerforening er i disse dag nødsaget til at forhandle med Kommunernes Landsforening (KL) i Forligsinstitutionen om folkeskolelærernes arbejdstider.
KL varslede nemlig torsdag i sidste uge lockout af 50.000 folkeskolelærere, efter at overenskomstforhandlingerne med Danmarks Lærerforening brød sammen natten til onsdag den 27. februar.
KL vil have lærerne til at arbejde mere og få de enkelte skoleledere til administrere arbejdstiden. Men det mener Danmarks Lærerforening vil gå ud over undervisningens kvalitet.
Det er twitter-opdateringer som "Jeg håber, at Anders Bondo vinder - Marianne Jelved" fra blandt andet Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, der har fået kulturministeren til at understrege sin støtte til regeringen.
Tidligere har Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og Børne- og Undervisningsminister Christine Antorini (S) været ud og sige deres mening om lærerforeningens konflikt med KL.
Og det fik flere socialdemokratiske borgmestre til at skælde ud.
- De skal ikke blande sig i en faglig konflikt. Det må de ikke. Uanset hvad den kommende folkeskolereform ender med. Det er at blande tingene sammen, sagde Ole Bjørstorp, der er borgmester i Ishøj, til Ritzau.
/ritzau/