Danskerne kan være sikre på at få et nyt frihedsmuseum, efter at en voldsom brand natten til søndag har raseret Frihedsmuseet på Kastellet i København.
Det understreger kulturminister Marianne Jelved (R).
- Jeg har ikke spor imod, hvis det bliver bygget op, der hvor det står nu. Men jeg er nødt til at afvente en faglig vurdering fra de folk, som er ansat til at varetage den slags opgaver, siger kulturministeren til Ritzau.
- Men uanset, hvilken anbefaling de kommer med, så sikrer jeg, at der bliver et nyt frihedsmuseum.
Marianne Jelved kalder branden "en frygtelig situation" og understreger, at man må sikre, at sådan noget ikke sker igen.
- Det er næsten det eneste, der ikke må ske. At et museum brænder. På grund af de tab, man kan lide, siger Marianne Jelved og fortsætter:
- Og det giver jo anledning til at få en forklaring på, hvordan det overhovedet kunne ske. Og hvad vi dernæst kan gøre for at forhindre, at sådan noget sker igen.
Frihedsmuseet beskæftiger sig med besættelsestidens Danmark fra 1940-45 med særligt fokus på modstandskampen, og samlingen består blandt andet af gamle uniformer, fotos og illegale blade.
Det er lykkedes at sikre hele museets uerstattelige samling.
/ritzau/