På Balkan fik han kun én metalplade til den skudsikre vest.
Han måtte selv bestemme, om han helst ville beskytte sig mod skud forfra eller bagfra. Herhjemme har staten - efter hans mening - ikke behandlet ham meget bedre.
41-årige MG er skuffet over, at hverken Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen vil anerkende hans krigstraume som en arbejdsskade. To gange har de to styrelser sagt nej til at give ham erstatning. Begrundelsen er, at hans post-traumatiske stress (PTSD) ikke skyldes, at han er blevet truet på livet under sin udsendelse.
"Med afslagene får jeg jo nærmest at vide, at jeg skal tage en tudekiks og komme videre med mit liv. Men jeg er altså ikke et pivedyr. Borgerkrigen har givet mig PTSD, og PTSD'en har gjort mig invalid. Efter min mening har jeg både krav på og ret til at få en kompensation, fordi jeg fik skaden, mens jeg passede mit job," siger MG.
Et let mål
I Bosnien var MG chauffør for en delingsfører. Det betød, at han kørte i områder med stor fare for at udløse miner og for at blive offer for et bagholdsangreb uden at kunne tilkalde hjælp. Der var nemlig ingen radiokontakt i størstedelen af bjergområdet.
"Jeg kørte i en gammeldags firehjulstrækker. Den var ikke pansret. Faktisk havde den kun en presenning, der kunne lynes af og på. Delingsføreren og jeg var altså lette mål for de militser, der gemte sig i bjergene. Vi havde kun håndvåben at forsvare os med, men det er ikke let at skyde med begge hænder på rattet," fortæller han.
Et af de værste minder, som MG har fra Balkan, er en episode, hvor flere civile kravler ind i firehjulstrækkeren og forsøger at hive ham ud, fordi en aggressiv folkemængde mener, at bilen har forstyrret et begravelses-optog. Under episoden frygter MG at blive lynchet, men han slipper væk i sidste øjeblik.
Boede i bilen
MG fik ingen information om risikoen for psykiske efterreaktioner hverken før eller efter udsendelsen i grøn uniform.
"Mine psykiske smerter var store, men jeg vidste ikke, hvad jeg fejlede. jeg havde aldrig hørt om PTSD. Jeg fik søvnproblemer og angst. Jeg var syg i hovedet og indlagde til sidst mig selv på en psykiatrisk afdeling, fordi jeg var bange for at komme til at gøre andre fortræd," sukker MG og forsætter:
"Jeg havde aldrig drukket tæt før, men efter hjemkomsten var alkoholen det eneste, der kunne sørge for, at jeg ikke lå søvnløs om natten. Sprutten blev min medicin."
Fordi MG i mange måneder ikke vidste, at det var krigen, der havde gjort ham syg, meldte han ikke sin skade til myndighederne.
"På et tidspunkt boede jeg i min bil. Det var det eneste sted, jeg følte mig tryg. Jeg levede på kanten, men mine fire børn holdt mig i live. Uden dem var jeg død i dag - enten af druk eller selvmord," forklarer manden, der i 2003 blev førtidspensionist.
Et flabet svar
Det var også i 2003, at Psykiatrihospitalet i Dianalund - der havde MG i behandling - meldte hans skade til Arbejdsskadestyrelsen. I dag otte år efter har MG stævnet Ankestyrelsen, fordi han stadigvæk ikke har fået anerkendt sin PTSD som en krigsskade og dermed arbejdsskade.
"I de sidste otte år har jeg været i kontakt med Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen en til flere gange om ugen. Det har været ret så opslidende. Sommetider får jeg bare et flabet svar. Sagsbehandlerne siger tit, at min sagsmappe ligger på hjørnet af deres skrivebord, og hvis det er tilfældet, må den efterhånden været godt støvet," siger MG med et strejf af sarkasme i stemmen.
Han er forarget over, at myndighederne på trods af flere erklæringer fra speciallæger i psykiatri plus journal-notater bliver ved med at vurdere, at hans sygdom ikke har noget som helst med udsendelsen til Balkan at gøre.
"Ankestyrelsen har forsøgt at tørre den af på mit alhokolmisbrug, men det har jeg jo netop udviklet, fordi det var det eneste, der kunne bedøve min PTSD. Det gør mig harm," siger han og forsætter:
"Det har været et helvede at skulle genopleve mine traumer on and off i otte år. Sagsbehandlingen har været tæt på at tage livet af mig."
Fattigt håb om retfærdighed
Med stævningen af Ankestyrelsen håber MG, at han langt om længe kan opnå en eller anden form for retfærdighed:
"Jeg kan ikke forstå den mistillid, systemet viser mig og andre veteraner. Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der siger sådan her for sjov, og hvis der er, skal du ikke bilde mig ind, at eksperter i menneskets psyke ikke kan se, hvis en soldat lyver. Jeg var stolt af at være soldat, men jeg skammer mig over systemet."
MG har kendskab til flere soldater, der på forhånd eller midt i processen har opgivet at få behandlet deres sag:
"Du får lussing på lussing på lussing. Kravene til den syge er så store, at mange må give op. De bliver kvalt i papirbunkerne. Hvis ikke jeg var uddannet kontorassistent, havde jeg aldrig haft en chance."
MGs fulde navn er redaktionen bekendt.