Jazz eller opera? Lær at lytte til en helt ny genre

I metoden intensiv lytning arbejder man med at lytte til et stykke krævende musik syv gange og hver gang lægge mærke til nye aspekter af musikken. (Modelfoto) (Foto: Colourbox/Free)

Ukendte musikgenrer er ikke nødvendigvis behagelige at lytte til de første gange. Det kræver nysgerrighed, tålmodighed - og syv gennemlytninger.

Er du gået helt død i endeløse operaer eller eksperimenterende jazz, der lyder, som om det løber løbsk?

Ny og fremmedartet musik kan være krævende for lytteren. For de fremmede klange og skalaer sætter hjernen på overarbejde, og det betyder, at det ikke nødvendigvis bliver en behagelig oplevelse.

Men man kan godt lære at finde nøglen til en ny genre. Det kræver bare, at man er villig til at lægge noget arbejde i det.

Det fortæller Lars Ole Bonde, som er professor emeritus i musikterapi ved Aalborg Universitet.

- Hvis det er musik inden for en stilart, man kender, behøver man kun at lytte et par gange, så har man afkodet det. Men hvis det er en genre, man ikke er bekendt med, så skal man lytte rigtig mange gange, fortæller Lars Ole Bonde.

Når vi hører musik, der kilder i øregangen, så lytter vi efter helheden, og alle trådene samler sig til ét stort værk. Men sådan kan man ikke bare lytte til musik, man ikke har forståelsen for, forklarer Lars Ole Bonde.

- Der er man nødt til at lytte efter enkeltheder, siger han og nævner som eksempler:

- Er rytmen markeret eller helt væk? Hvilke instrumenter dominerer i de forskellige afsnit? Hvordan er dramaturgien?

Han henviser til metoden kaldet intensiv lytning, som er udviklet af musikforsker Erik Christensen fra Aalborg Universitet med henblik på at acceptere ukendt og fremmedartet musik.

Her skal man i en gruppe lytte mindst syv gange til et nummer, og man skal prøve at lytte efter forskellige elementer i musikken hver gang. Det kan være med udgangspunkt i et spørgsmål eller et bestemt aspekt af musikken.

- Det fremkalder mange meget forskellige beskrivelser af musikken, vækker nysgerrighed og fremmer tolerance for andre menneskers musikoplevelse, forklarer Erik Christensen.

Lyttetilvænning er en central del, hvis man skal lære at afkode nye former for musik, siger Tore Tvarnø Lind, som er lektor i musikvidenskab på Københavns Universitet.

- Man forsøger at sammenligne det nye musik, man hører, med noget, der er velkendt. Og hvis der ikke er noget, der vækker genkendelse, så er man lidt på stikkerne, fortæller Tore Tvarnø Lind.

Han fortæller, at mange kan opleve, at de reagerer på nogle lidt underlige måder, når de hører en ukendt form for musik - eksempelvis arabisk eller græsk musik. Det kan lyde skræmmende eller falsk.

- Det er, indtil man har hørt det flere gange, så begynder man at kunne huske den der saxofonlyd, og så bevæger man sig langsomt ind i det univers, forklarer han og tilføjer:

- Det kan tage noget tid at greje og sætte pris på.

Han mener, at et af de bedste udgangspunkter for at åbne porten til en ny genre er ens egen nysgerrighed. Den kan komme af, at man befinder sig et andet sted i livet, et andet sted på jorden - eller på en jazzklub, hvilket man aldrig har prøvet før.

Derudover kan man udnytte det sociale element, som musik også kan indeholde. Hvis man for eksempel gerne vil prøve at lytte til metal, råder han til at mødes med en ven, der allerede er glad for genren, og lytte til plader sammen.

- Få en guidet tour gennem noget af det, den anden sætter pris på. Så kan man få nogle konkrete eksempler og spørge lidt ind til dem. Hvad er det, man sætter pris på i dødsmetal?, nævner han som eksempel.

En anden måde at afkode nye genrer - og udnytte det sociale element - er at opleve musikken live. For ligesom film skal ses i biografen, så skal musik opleves til en koncert, lyder rådet fra Tore Tvarnø Lind.

- Det er en rigtig god måde at gå ud og finde ud af, hvad der egentlig foregår. Hvad er det for nogle instrumenter? Så kan man aflure det, man kalder fremmed, i musik, som man ikke forstår, siger lektoren.

/ritzau fokus/

Af Anna Raabæk/ritzau fokus/