Selvom man aldrig har været i tvivl om, at rapperen Jay-Z har stor musikalsk forståelse og selv skriver og producer sin musik, havde man nok alligevel ikke set ham som komponist.
Men det er ikke desto mindre den rolle, han har kastet sig over, da han sagde ja til at komponere hele det originale lydspor til den kommende 1920'er-film "The Great Gatsby".
Rapperen er tilsyneladende godt i gang med at skabe musikken til den stjernespækkede film, der har barndomsvennerne Leonardo DiCaprio og Tobey Maguire i hovedrollerne, sammen med artisten The Bullitts.
- Jay-Z og jeg har arbejdet utrætteligt i studiet for at få lydsporet til den kommende klassiker "The Great Gatsby" klar, skriver The Bullitts ifølge torontosun.com på sin Twitter-profil søndag morgen.
- Der er ingen ord for, hvor fedt det er, tilføjer han.
Og man skal åbenbart ikke regne med, at de to musikere skaber noget musik, der minder om det, der fandtes i 1920'erne.
Traileren indikerer i hvert fald noget andet, hvor instruktøren Baz Luhrmann åbenlyst har mikset moderne musik fra filmene "Romeo + Juliet" og "Moulin Rouge" ind.
Derudover har Jay-Z tilsyneladende også bidraget med nogle af sine egne sange til filmen, hvilket er med til at give den en noget anden stemning, end forfatter F. Scott Fitzgerald nok havde forestillet sig, da han skrev bogen, som filmen bygger på.
"The Great Gatsby" får premiere i Danmark den 17. januar.
/ritzau/