All Nippon Airways (ANA) siger, at det har udskiftet 10 lithium-ion batterier på selskabets Boeing 787 Dreamliners i månederne inden, et af de nye passagerfly blev tvunget til at gennemføre en nødlanding på grund af et overophedet batteri, der udløste røgalarmer.
Det japanske luftfartsselskab, som indtil videre har været Boeings største kunde på det nye flagskib, har ikke oplyst havarimyndighederne i USA om problemerne med de fem batterier, som på trods af lav ladekapacitet ikke bragte sikkerheden i fare.
Det siger ANA's talsmand Ryosei Nomura onsdag.
ANA har på den anden side orienteret Boeing om defekterne, der begyndte i maj. Batterierne blev sendt tilbage til producenten GS Yuasa Corp. En talsmand for batteriproducenten afviser at kommentere sagen onsdag.
Batteriselskabets aktier dykkede med 1,2 procent.
Boeings talsmand, Marc Birtel, siger, at flyfabrikken ikke kan kommentere noget, fordi USA's Nationale Transportsikkerhedsråd (NTSB) har antydet, at efterforskningen nu ligger i deres hænder.
Avisen New York Times har tidligere citeret en NTSB-talskvinde, som siger, at myndigheden vil inddrage de mangfoldige problemer med 787 batterierne i dets undersøgelse.
I forbindelse med reglerne for luftfartsinspektion skal luftfartsselskaberne gennemføre detaljerede batteriinspektioner hvert andet år.
Den verdensomspændende flåde på 50 Dreamliners, hvoraf ANA flyver med 17 af dem, forbliver på jorden, mens inspektører i Japan og USA prøver at finde ud af, hvad der har forårsaget, at et batteri brød i brand tidligere på måneden.
Det skete i en Japan Airlines 787'er i Logan-lufthavnen i Boston, og et andet batteri brændte på et ANA indenrigsfly, som tvang det til at gennemføre en nødlanding.
NTSB sagde tirsdag, at det gennemførte en mikroskopiundersøgelse af JAL 787 batterier. Hverken NTSB eller Japans Transportsikkerhedsråd har været i stand til at oplyse, hvornår de ventes at have sluttet deres arbejde.
/ritzau/Reuters