Ritzau
Opdateret kl. 15:43
Jan Karlsson stopper som landstræner for det danske ishockeylandshold, fortæller han til TV2.
Svenskerens kontrakt med Danmarks Ishockey Union (DIU) udløb denne sommer, og parterne har besluttet, at den ikke bliver forlænget.
- Efter VM snakkede vi om, om vi skulle fortsætte samarbejdet eller ej. Fem år er lang tid, og nogle gange når man bare til vejs ende.
- Jeg er nået til erkendelse af, at jeg ikke har kræfterne og energien længere. Derfor er det bedre, at der er en anden, der tager over nu, siger Jan Karlsson til TV2 Sport.
Den nu 58-årige træner blev ansat i 2013 som afløser for landsmanden Per Bäckman.
Han nåede fem VM-turneringer i spidsen for det danske landshold med kvartfinalepladsen i Rusland i 2016 som det bedste resultat.
Forhandlingerne om en kontraktforlængelse var sat på standby til efter VM på hjemmebane i maj.
Her vandt det danske landshold foran et euforisk hjemmepublikum fire kampe, men gik lige akkurat glip af et nyt indtog i kvartfinalen.
Den største sportslige skuffelse i Karlssons regeringstid er utvivlsomt OL-kvalifikationen i 2016, hvor et dansk hold spækket med NHL-spillere ikke kunne indfri de opskruede forventninger.
Jan Karlsson har i hele perioden haft assistenttræner Tomas Jonsson ved sin side i den danske udskiftningsboks. Ved VM i maj blev trænerteamet forstærket med yderligere en erfaren ishockeyhjerne i skikkelse af Heinz Ehlers.
Danmarks Ishockey Union har endnu ikke sat navn på Danmarks næste ishockeylandstræner, der i sin første alvorlige opgave skal føre landsholdet gennem VM i Slovakiet i 2019.
/ritzau/