Jakob Ellemann-Jensen (V) erkender i et interview med avisen Danmark, at han i sit første år som formand for Venstre har skabt tvivl om, hvor man har Venstre på udlændingeområdet.
- Der er sat spørgsmålstegn ved, hvor jeg står på udlændingepolitikken. Det kan hverken jeg eller Venstre være tjent med. Jeg står fuldstændig på den samme udlændingepolitik, som Venstre gjorde, inden jeg blev formand.
- Jeg har lempet vores udlændingepolitik præcis nul gange, siger han til avisen.
Ellemann-Jensen siger, at han lader sig interviewe til avisen Danmark for at få gjort det tydeligt, hvor han står på udlændingepolitikken.
Han afviser i interviewet også, at Venstre skulle ville gå i regering med De Radikale.
En spire, som blev plantet, fordi han kort før sommerferien lancerede en plan om en grøn skattereform med De Radikale.
/ritzau/