Beruset og med en passager med i bilen kørte en mand mandag aften langt over det tilladte på Svendborg Motorvejen.
Med en civil patrulje i hælene kørte bilisten blandt andet over 250 kilometer i timen på en strækning over fem kilometer. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Manden bag rattet havde på et tidspunkt sin fod trykket så hårdt ned på speederen, at patruljebilen knap kunne følge med, lyder det.
- Bilisten kørte faktisk så hurtigt, at patruljen havde svært ved at indhente bilen, men ved Svendborg Nord afkørslen bremsede den endelig ned og kørte af motorvejen ind mod Svendborg, skriver Fyns Politi.
Biljagten blev indledt, da den civile patrulje klokken 20.37 var på vej ned ad motorvejstilkørslen ved Kværndrup. Her fik betjentene øje på en bil med "usædvanlig høj hastighed".
- Patruljen kørte efter bilisten, og den måtte over en strækning på fem kilometer køre langt over 250 kilometer i timen for at indhente bilisten, lyder det i pressemeddelelsen.
Det lykkedes at få stoppet bilisten ved Svendborg, da patruljen havde fået tilkaldt flere politibiler til området.
Da betjente fik fingre i manden bag rattet, kunne de konstatere, at han havde drukket alkohol. Han blev på stedet målt til at have en promille på 0.85. Den præcise promille vil blive fastlagt ved en blodprøve. Promillegrænsen i Danmark er 0,5.
Politiets teknikere skal nu se på optagelser af vanvidskørslen fra patruljebilens optagelser. I den forbindelse vil det kunne fastslås, hvor hurtigt manden vil blive sigtet for at have kørt.
Ved 200 kilometer i timen på en motorvejsstrækning med en tilladt hastighed på 130 kilometer i timen vil bøden være på 7000 kroner plus en ubetinget frakendelse af kørekortet.
Hertil kommer en bøde for spirituskørsel. Ved en promille på 0,85 vil bøden være 85 procent af den pågældendes netto månedsløn.
Ikke kun på Fyn har politiet været på jagt efter vanvidsbilister.
Mandag oplyste Københavns Politi, at man i weekenden stoppede en bilist, som kørte 149 kilometer i timen ved Folehaven, hvor man må køre 60 kilometer i timen.
En anden person blev taget i at køre 139 kilometer i timen på Englandsvej. Også her lyder fartgrænsen på 60 kilometer i timen.
Begge bilister i København fik inddraget kørekortet på stedet og blev sigtet for vanvidskørsel.
/ritzau/