Ivoriansk eksminister får 20 år for medvirken til drab

Tidligere minister i Elfenbenskysten er idømt fængselsstraf på 20 år for medvirken til drab på 18 personer.
Eksminister Hubert Oulaye, i midten, betegner kendelse som en "politisk dom". De to andre personer på billedet er Oulayes forsvarsadvokater.
Eksminister Hubert Oulaye, i midten, betegner kendelse som en "politisk dom". De to andre personer på billedet er Oulayes forsvarsadvokater. Foto: Sia Kambou/AFP

En tidligere toppolitiker i Elfenbenskysten er tirsdag idømt en straf på 20 års fængsel for meddelagtighed i et angreb i 2012, hvor 18 mennesker blev dræbt.

Syv soldater, som var udsendt til det vestafrikanske land som del af en fredsbevarende styrke under FN, var blandt ofrene.

Den nu 64-årige Hubert Oulaye, der var arbejdsminister under forhenværende præsident Laurent Gbagbo, sørgede ifølge anklageren for "de finansielle midler" til at skabe fundamentet for en opstand i den vestlige del af landet.

- Den medsammensvorne er nogle gange farligere end gerningsmanden, sagde anklageren i sine afsluttende bemærkninger.

Oulaye affærdigede kendelsen som en "politisk dom" og forlod retsbygningen. Hans forsvarsadvokater sagde, at de vil anke dommen.

Samtidig advarede forsvarsadvokat Rodrigue Dadje om, at dommen kan skabe en farlig og hævngerrig præcedens.

- Det ender med, at vi kommer ind i en cyklus af hævn, som aldrig ophører. Vi har behov for et retfærdigt og åbent retssystem og ikke et, som uddeler en dom på 20 år uden nogen form for beviser, siger han.

Angrebet i 2012 fandt sted i forbindelse med voldelige uroligheder, som hærgede Elfenbenskysten, fordi præsident Laurent Gbagbo nægtede at træde tilbage efter at have tabt et præsidentvalg til den nuværende leder, Alassane Ouattara.

Lauren Gbagbo risikerer selv at få en lang fængselsstraf for overgreb mod befolkningen.

Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag indledte i januar 2016 en retssag mod Gbagbo samt hans tidligere militsleder, Charles Ble Goude.

De er anklaget for at stå bag et stort antal drab, voldtægter og forfølgelser. Retssagen mod de to mænd vil vare mellem tre og fire år.

Begge nægter sig skyldige i anklagerne, der kan spærre dem inde på livstid.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.