Italiens landstræner roser sine spilleres indsats mod Spanien ved Confederations Cup.
- Denne kamp var en stor test for os. Og vi bestod - selvom vi tabte, siger Cesare Prandelli efter torsdagens opgør i Fortaleza.
De spanske VM- og europamestre er klar til en drømmefinale mod Brasilien på søndag i Rio de Janeiro efter sejren over Italien.
Kampen blev afgjort på straffespark efter forlænget spilletid. Markant anderledes end for et år siden, da Spanien flåede Italien fra hinanden i EM-finalen med en 4-0 sejr.
Cesare Prandelli mener, at Italien nu er gode nok til at tage kampen op mod verdens fodboldlandshold.
- Vi beviste, at vi har kvaliteten til at kæmpe med de bedste.
Italien dominerede første halvleg, før Spanien kom tilbage i opgøret efter pausen.
- De havde overtaget, især i første halvleg, men i anden halvleg fik vi rettet op på nogle problemer og balancen i kampen, siger Spaniens træner Vicente del Bosque.
Efter opgøret, der blev spillet under høje temperatur og høj luftfugtighed, skal Italien op mod Uruguay om tre dage. Og det er Prandelli kritisk overfor.
- Man bør måske overveje at ændre turneringsformen, så holdene får lidt mere tid til at komme sig. Især når man spiller i den her hede. Det kan udgøre en risiko med så kort et tidsrum, siger han.
Søndagens bronzeduel i byen Salvador kan blive endnu en stegende hed affære med kampstart klokken 13.
Finalen mellem værtsnationen og Spanien begynder seks timer senere.
/ritzau/AFP