De italienske fodboldlandsholdspillere blev forstyrret tidligt mandag morgen, da politiet klokken 6.25 dukkede op i holdets EM-lejr uden for Firenze.
Mens spillerne ifølge det italienske nyhedsbureau Ansa stadig sov, gik politiet i gang med at undersøge forsvarsspilleren Domenico Criscito som en del af efterforskningen i en sag om ulovligt spil.
I alt 19 personer er involveret i sagen, og blandt andre Lazios anfører, Stefano Mauri - der også har landskampe på CV'et - er blevet anholdt. Også Juventus-træner Antonio Contes hjem er blevet undersøgt af politiet.
Sagen drejer sig om formodet matchfixing af hjemlige kampe i Italien, og anholdelserne er en del af en større aktion, hvor en række adresser ud over de nævnte blev undersøgt tidligt mandag morgen.
Ud af de 19 involverede personer, er 10 enten nuværende eller tidligere spillere fra de fire bedste rækker i Italien.
Politiets aktion kommer blot to uger før EM begynder i Ukraine og Polen, og Mauri har normalt været Italiens træner, Cesare Prandellis, foretrukne valg på venstreback.
Dermed giver anholdelsen og mistankerne landstræneren ekstra hovedpine, da han skal udtage sin 23 mand store trup senest mandag klokken 10.
AFP