Italien runder 30.000 coronadødsfald

Med masker for ansigtet fisker to mænd i floden Tibern i Rom fredag. Det daglige dødstal og antallet af nye smittede med coronavirus er faldende, viser de seneste tal. (Foto: Remo Casilli/Reuters)

Som det tredje land i verden kan Italien melde om over 30.000 coronadødsfald. Men det daglige dødstal falder.

Italien har rundet 30.000 dødsfald blandt personer smittet med coronavirus. Det viser tal fra italienske sundhedsmyndigheder fredag.

I det seneste døgn er der registreret 243 dødsfald blandt coronasmittede, og dermed er det samlede antal coronadødsfald nu oppe på 30.201.

Kun to andre lande i verden har over 30.000 coronarelaterede dødsfald. Det er USA, der har registreret knap 76.000 døde blandt de coronasmittede, og Storbritannien, der fredag aften har 31.241 coronadødsfald.

Italiens 243 coronadødsfald i det seneste døgn er et fald i forhold til dagen inden, hvor der blev registreret 274 døde.

I det seneste døgn er der registreret 1327 nye smittede, meddeler myndighederne fredag. Det er et lille fald i forhold til dagen inden, hvor der blev bekræftet 1401 nye smittetilfælde.

Også antallet af alvorligt syge patienter, der er indlagt på de italienske intensivafdelinger, fortsætter med at falde. 1168 mennesker er i intensiv behandling fredag mod 1311 dagen inden.

I alt er 217.185 mennesker blevet bekræftet smittet, siden epidemien for alvor brød ud i Italien i februar.

Af dem er knap 88.000 syge på nuværende tidspunkt, mens lidt over 99.000 er erklæret raske. De resterende har ikke overlevet.

1,7 millioner af Italiens rundt regnet 60 millioner indbyggere er blevet testet for coronasmitte.

Lidt længere nordpå i Frankrig melder sundhedsmyndigheder fredag om en stigning i antallet af coronadødsfald. I det seneste døgn er der registreret samme antal døde som i Italien, nemlig 243. Døgnet inden var der 178 døde.

Dermed er Frankrig oppe på 26.230 coronarelaterede dødsfald.

Stigningen kommer, kun tre dage inden landet gradvist begynder at åbne op efter en to måneder lang nedlukning.

Der har dog gennem de seneste godt tre uger været et kontinuerligt fald i antallet af coronapatienter på landets hospitaler og intensivafdelinger.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters