Israel vinder Eurovision mens Danmark ender i top ti

Israel vinder Eurovision for fjerde gang.
Israel vinder Eurovision for fjerde gang. Foto: Francisco Leong/AFP

Når Eurovision næste år skal afholdes, bliver det på israelsk grund. Lørdag aften sikrede Netta med sangen "Toy" sig nemlig sejren for landet i det internationale melodigrandprix. Det er fjerde gang, Israel vinder Eurovision.

Danske Jonas Flodager Rasmussen, der stillede op med sangen "Higher Ground", sluttede på en niendeplads i showet, der foregik i Altice Arena i Lissabon i Portugal.

Han repræsenterede Danmark, fordi han vandt det danske melodigrandprix i Aalborg i februar. Danskeren gik på scenen som nummer 15 i finalen, men var fra starten langt nede på bookmakernes liste over mulige vindere.

Bookmakerne havde inden showet udråbt Cypern til storfavorit, men de senere år har oddssætterne ramt ved siden af i deres vurdering af, hvem der ville ende med trofæet.

Pointafgivningen i Eurovision er delt op i to afdelinger. Først afgives fagjuryernes stemmer, og her var det Østrig, der indtog førstepladsen med 271 point, tæt efterfulgt af Sverige med 253 point og Israel med 212.

For Danmark betød juryernes stemmer, at Rasmussen og "Higher Ground" herefter lå helt nede på en 20.-plads med 38 point.

Men da seernes point var uddelt, så det anderledes ud. Hele 188 point var der til Rasmussen fra de europæiske tv-seere, og så endte Danmark på en niendeplads.

For Israel betød seernes stemmer, at Netta kunne gå på scenen og få overrakt trofæet.

I alt 26 lande var med i konkurrencen, der blev afholdt for 63. gang.

20 lande var kvalificerede fra de to semifinaler, der har været afholdt i ugens løb, mens seks lande var direkte kvalificerede.

Det drejede sig om de såkaldte Big Five, der består af Tyskland, Storbritannien, Spanien, Frankrig og Italien, mens Portugal som værtsland også var garanteret en plads i finalen.

Det var dog ikke kun Rasmussen, der havde mulighed for at gøre Danmark Eurovision-ære. Havde Tyskland vundet, havde der nemlig også været lidt dansk blod i sejren.

Sangen "You Let Me Walk Alone", er nemlig skrevet af blandt andet danske Thomas Stengaard. Desuden har Michael Schulte, der fremførte sangen, gået i dansk skole og taler flydende dansk. Nummeret endte på en fjerdeplads.

De danske bidrag har de senere år haft det svært i Eurovision. Sidste gang, en dansk sang endte i top ti, var da Basim fremførte "Cliche Love Song" i 2014.

I 2015 måtte danske Anti Social Media se sig banket ud af semifinalen med sangen "The Way You Are", og i 2016 skete det samme for bandet Lighthouse X med sangen "Soldiers of Love", da de repræsenterede Danmark i Stockholm.

Sidste gang Danmark vandt Eurovision, var i 2013, da Emmelie de Forest charmerede Europa med nummeret "Only Teardrops".

Før det har også Brødrene Olsen vundet konkurrencen med sangen "Fly On The Wings Of Love", mens Grethe og Jørgen Ingmanns "Dansevise" var det første danske nummer, der vandt det store show.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.