Ritzau
Opdateret kl. 06:35
Israels tidligere premierminister Ehud Olmert er søndag blevet prøveløsladt efter at have siddet fængslet for korruption.
Olmert blev sidste år idømt 19 måneders fængsel i en stor korruptionssag. Han var tidligere blevet idømt 27 måneders fængsel ved en anden domstol, men dommen blev siden reduceret.
Ehud Olmert, der er den første ekspremierminister i Israel, som har afsonet en fængselsdom, havde ingen kommentarer til journalisterne, da han forlod Maasiyahu-fængslet i det centrale Israel.
Den 71-årige Ehud Olmert var premierminister fra 2006 til 2009. Han har siddet fængslet siden februar 2016.
Han blev dømt fængsel efter at være blevet fundet skyldig i to forskellige anklager om at have taget imod bestikkelse i begyndelsen af 00'erne.
Han blev fundet skyldig i at have taget imod 60.000 shekel (omkring 105.000 kroner), hed det i højesterets endelige afgørelse.
Han fik godkendt sin ansøgning om en prøveløsladelse torsdag. Og da anklagemyndigheden ikke valgte at anke den beslutning, er Olmert altså nu en fri mand.
Ehud Olmert afleverede sin afskedigelsesanmodning som premierminister i 2008. Det skete, efter at politiet havde anbefalet, at der blev rejst tiltale mod ham.
Han blev dog på posten indtil marts 2009, hvor lederen af Likud-partiet, Benjamin Netanyahu blev taget i ed som Israels nye premierminister.
Olmert er blevet fremhævet for sin indsats for at genstarte fredsprocessen med palæstinenserne i 2007.
Indsatsen har dog ikke båret frygt, og korruptionsskandalen har for altid ødelagt hans politiske eftermæle.
/ritzau/AFP