Myndighederne i Jerusalem godkendte tirsdag 942 nye bosættelser i det besatte Østjerusalem, siger en lokal embedsmand dagen før Israel skal genoptage fredsforhandlinger med palæstinenserne.
- Bystyret i Jerusalem har godkendt byggeplaner for 942 hjem i Gilo, der er en eksisterende bosættelse i Østjerusalem, siger Yosef Pepe Alalu fra bystyret til AFP.
De nye boliger kommer oveni over 1000 andre hjem, som blev godkendt af Israel søndag i et træk, som har skabt vrede blandt palæstinenserne.
En talskvinde for USA's udenrigsministerium, Jen Psaki, understreger, at amerikanerne er imod Israels beslutning om at udvide med nye bosætterboliger.
- Vores politik er ikke ændret, siger Jen Psaki og understreger videre:
- Vi anerkender ikke legitimiteten af de fortsatte aktiviteter omkring bosættelserne.
Israels boligminister meddelte søndag formiddag, at den har givet grønt lys for knap 1200 nye bosætterboliger på den besatte Vestbredden.
De aktuelle fredsforhandlinger mellem israelere og palæstinensere er planlagt til at fortsætte onsdag på amerikansk initiativ.
Det er målsætningen, at parterne skal nå en aftale inden ni måneder, og USA frygter, at israelernes udvidelser af bosættelserne er noget, der kan ødelægge forhandlingerne.
Israel har offentliggjort navne på 26 palæstinensere, som vil blive frigivet i denne uge som et udtryk for goodwill op til forhandlingerne. De 26 er de første af i alt 104 fanger, som israelerne har truffet principiel beslutning om at løslade.
Israel nedskød tirsdag en raket over den sydlige by Eilat. Militante islamister havde affyret raketten mod Israel fra Sinai.
- Det er ikke første gang, at en raket er blevet affyret mod Eilat, men det er første gang, at det er lykkedes israelerne at uskadeliggøre den i luften.
/ritzau/AFP