Islands statsminister, Bjarni Benediktsson, udskriver valg, efter at et koalitionsparti har forladt regeringen på grund af en pædofiliskandale.
- Vi har mistet flertallet, og jeg kan ikke se noget, der tyder på, at vi kan genvinde det.
- Jeg udskriver valg, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters til fremmødte journalister.
Benediktsson oplyser, at han foretrækker at afholde valget i november.
Det er godt et år efter, at islændingene senest skulle i stemmeboksene for at sætte kryds.
Regeringskrisen blev udløst sent torsdag.
Her besluttede et af de tre koalitionspartier i regeringen, Lys Fremtid, nemlig at trække sig fra samarbejdet. Dermed havde regeringen mistet sit flertal i parlamentet.
Lys Fremtid har trukket sig oven på en skandale, der involverer statsminister Benediktssons far og en pædofilidømt mand.
Partiet beskylder statsminister Bjarni Benediktsson for ikke at have informeret regeringen om, at faren havde støttet den pædofilidømte mands forsøg på at få en ren straffeattest.
Ifølge nyhedsbureauet AP hjalp statsministerens far, Benedikt Sveinsson, den dømte med at søge om tilladelse til at "genrejse sin ære", så han kunne finde sig et arbejde.
Manden blev i 2004 fundet skyldig i at have voldtaget sin steddatter næsten dagligt i 12 år. Han blev idømt en fængselsstraf på fem år.
Da det kom frem, at dele af regeringen havde holdt oplysningen skjult fra offentligheden, besluttede Lys Fremtid at trække sig.
Koalitionsregeringen blev dannet af Benediktssons parti, Selvstændighedspartiet, liberale Viðreisn og Lys Fremtid oven på valget i oktober 2016.
De tre partier har samlet 32 af parlamentets i alt 63 mandater. Lys Fremtid sidder på fire af pladserne.
Det seneste valg blev også afholdt før tid.
Islands daværende statsminister, Sigmundur Davíd Gunnlaugsson, gik af, efter at han blev afsløret i Panama-papirerne og kom under mistanke for skattesnyd.
Inden da havde islændingenes tillid til politikere lidt et ordentligt knæk i 2008, da finanskrisen ramte landet med stor kraft.
/ritzau/