Det danske kvindelandshold i ishockey sikrede sig lørdag oprykning til øverste VM-lag.
Danmark gjorde sin del af arbejdet ved at slå Norge 4-0 i holdets sidste kamp ved B-VM, men danskerne havde stadig brug for hjælp.
Ungarn skulle efterfølgende slå Østrig i ordinær tid, hvis den danske oprykning skulle blive en realitet, og det sørgede en ungarsk 2-1-sejr for.
Dermed vinder Ungarn gruppen, mens Danmark som toer følger Ungarn med op i A-gruppen.
Det skaber glæde i Danmarks Ishockey Union (DIU).
- Det er en historisk præstation. Endnu en milepæl er nået for dansk ishockey og kvindelandsholdet beviste i dag, at det betaler sig at kæmpe til sidste minut, siger DIU-direktør Ulrik Larsen i en pressemeddelelse.
- Fremragende præstation af landstræner Fredrik Glader og hans mandskab.
Efter to nederlag i træk rejste det danske landshold sig med 4-0-sejren over Norge i holdets sidste kamp ved B-VM, som officielt hedder Division 1A.
Kaptajn Josefine Jakobsen indledte scoringen efter ti minutters spil, og det var også Djurgården-spilleren, der sørgede for Danmarks andet mål 12 minutter inde i anden periode.
I kampens sidste tredjedel blev det til yderligere to scoringer til landstræner Fredrik Gladers tropper.
Først gjorde Nicoline Søndergaard Jensen det til 3-0, inden Silke Lave Glud slog sejren fast i slutfasen, da nordmændene havde erstattet målvogteren med en ekstra markspiller.
Danmark slutter VM med ni point efter tre sejre og to nederlag, og det rakte altså til oprykning til VM's fineste lag.
Ungarn var allerede sikret oprykning foran hjemmepublikum, men holdet sørgede alligevel for den med danske briller vitale sejr på 2-1 efter 60 minutters ishockey.
Ved næste VM er Danmark så at finde blandt verdens ti bedste nationer i A-gruppen, hvor stormagter som USA, Canada og Sverige venter.
Kigger man på antallet af kvindelige danske ishockeyspillere, ligger det ellers ikke i kortene, at Danmark skal have en plads i det fine selskab.
Selv om antallet af spillere stiger, er der lige nu kun 700 kvindelige spillere i Danmark - fordelt på alle alderstrin.
/ritzau/