Iran er onsdag begyndt at fylde gas på centrifuger i et underjordisk atomanlæg syd for Teheran. Det statslige tv i Teheran viser onsdag optagelser fra anlægget, hvor inspektører fra FN's Internationale Atomenergiagentur er til stede.
Iran tager med denne handling endnu et skridt væk fra den trængte atomaftale fra 2015. Uran-gas i centrifugerne indebærer, at atomanlægget bliver ændret fra at være en tilladt forskningscenter til at være et aktivt atomanlæg.
1044 centrifuger på stedet vil nu igen blive anvendt til berigelse af uran, efter at de har produceret blandt andet isotoper til civile formål.
Præsident Hassan Rouhani sagde tirsdag, at Iran vil genoptage berigelsen af uran i det underjordiske Fordow-anlæg. Han sagde, at Iran vil respektere atomaftalen igen, når stormagterne lever op til den.
- Alle de fire skridt, som Iran har taget væk fra deres forpligtelser i henhold til atomaftale, kan trækkes tilbage. Iran vil leve op til dets forpligtelser i aftalen, når de tilbageværende parter i aftalen gør det samme, sagde Rouhani.
Suspenderingen af al berigelse af uran på Fordow-anlægget var en af de restriktioner, som Iran blev pålagt i aftalen. Til gengæld blev en række økonomiske sanktioner mod iranerne hævet.
Fordow-anlægget ligger i bjergene nær den shiamuslimske by Qom. Iran vil i første omgang fylde gas i centrifugerne på anlægget.
USA trak sig ud aftalen i maj sidste år og genindførte mange af de ellers ophævede sanktioner, hvilket har fået iranerne til gradvist at lægge afstand til aftalen.
Den iranske præsident gjorde det i september klart, at Iran udvider inden for "forskning og udvikling, centrifuger, forskellige typer af centrifuger, og hvad vi ellers har brug for til berigelse af uran".
I atomaftalen er det fastlagt, at Iran ikke må berige uran til en berigelsesgrad på mere end 3,67 procent. Men den grænse brød landet i juli, da det nåede op omkring 4,5 procent. Atomaftalen blev indgået i 2015 mellem Iran og de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd - USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig - samt Tyskland.
Aftalen indebar i udgangspunktet, at Irans lager af uran ville blive reduceret med 98 procent til 300 kilo i 15 år.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters