Den irakiske hær er onsdag ved at have lukket en vigtig hovedvej ud af Islamisk Stats tilholdssted i det vestlige Mosul.
På den måde kontrolleres den nordvestlige adgang til byen, siger en general, som nyhedsbureauet Reuters ikke sætter navn på.
- Vi kontrollerer praktisk talt vejen, den er inden for vores synsfelt, siger han og oplyser, at en del af hæren befinder sig inden for en kilometers afstand af vejen.
Indbyggere i Mosul har ikke kunnet bruge vejen siden tirsdag.
Vejen forbinder Mosul til byen Tal Afar, der ligger 60 kilometer vest for Mosul, tæt på Syrien, og er en anden af Islamisk Stats vigtige positioner.
Denne nordvestlige vej til Mosul er derfor også kendt som "porten til Syrien".
Med erobringen af vejen kontrollerer irakiske styrker den sidste store vestlige hovedvej ud af byen, og Islamisk Stat presses ind på et stadigt svindende område af byen.
Mandag nåede den irakiske hær en anden milepæl i indtagelsen af det vestlige Mosul, der er kontrolleret af Islamisk Stat.
De genvandt kontrollen med en bro over floden Tigris, der deler den besatte by i to. Med kontrollen over broen befriede hæren Jawsaq-kvarteret.
I januar blev den østlige del af Mosul befriet, efter at irakiske styrker med hjælp fra en amerikanskledet koalition iværksatte en offensiv i efteråret 2016.
Offensiven mod den vestlige bydel har været i gang i lidt over en uge. To kvarterer er allerede blevet generobret af styrkerne.
Bliver Islamisk Stat besejret i Irak, har man besejret den irakiske del af Islamisk Stats selvudråbte kalifat, der strækker sig fra Irak til Syrien.
Mosul har været Islamisk Stats højborg i Irak, mens det i Syrien er byen Raqqa.
Også i Syrien bliver der kæmpet hårdt mod Islamisk Stat, hvor et slag om Raqqa nærmer sig.
/ritzau/Reuters