Mindst 18 mennesker er søndag dræbt ved en række forskellige angreb og bombeattentater rundt om i Irak, siger politiet og kilder på landets hospitaler.
Volden har nået sit højeste niveau siden de sekteriske opgør i 2006 og 2007, hvor titusindvis af mennesker blev dræbt, da shiamuslimer og sunnimuslimer sloges.
Ifølge tal fra FN er flere end 8000 mennesker indtil nu dræbt under voldshandlinger i Irak.
Under søndagens blodsudgydelser blev blandt andet otte soldater dræbt, da en selvmordsbomber sprængte sig selv i luften ved en militærkonvoj i den østlige del af Mosul i det nordlige Irak, siger politiet og sundhedskilder.
Blandt de dræbte er en brigadegeneral og tre andre officerer.
I byen Garma lidt nordvest for Iraks hovedstad, Bagdad, åbnede en væbnet mand ild mod en kaserne, og her dræbte han fire soldater og sårede 10, siger kilder i byen.
I det vestlige Bagdad blev fire medlemmer af en regeringsstøttet sunnimuslimsk milits dræbt ved en kontrolpost.
Ved bombeattentater andre steder i hovedstaden blev to mennesker dræbt og seks såret.
Terrorister fra al-Qaeda-grupper, der er sunnimuslimer, har i de seneste måneder optrappet deres kamp mod premierminister Nuri al-Malikis shiadominerede regering og alle, der støtter den.
Det store flertal af irakerne er shiamuslimer.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.